Vildledende at markedsføre et almindeligt forbrugslån som en kassekredit

En forbrugslånsvirksomhed havde på sin hjemmeside markedsført et låneprodukt som en kassekredit. Det udbudte låneprodukt var en forbrugerkreditaftale, der fungerede således, at kunder kunne opnå en kreditramme til et maksimeret beløb. Hele eller dele af denne kreditramme blev udbetalt som lån på forbrugerens bankkonto, mens det resterende beløb kunne bruges på et senere tidspunkt.

Virksomheden havde endvidere markedsført kreditaftalen på sin hjemmeside med oplysninger om rentesatsen og omkostninger ved det udbudte låneprodukt uden at oplyse om ydelsernes størrelse.

Det følger af kreditaftalelovens § 4, nr. 4, at en ”kassekredit” er en udtrykkelig kreditaftale, hvorved en kreditgiver stiller midler til rådighed for en forbruger, som overstiger den løbende saldo på forbrugerens løbende konto. I kreditaftaleloven og en række andre love er der særlige (lempeligere) regler for kassekreditter, og hvorvidt en kreditaftale er en kassekredit eller en almindelig kreditaftale har derfor afgørende betydning for, hvilke regler der gælder for kreditaftalen.

Københavns Byret vurderede, at det udbudte låneprodukt var en almindelig kreditaftale, og at der ikke var tale om en kassekredit efter kreditaftalelovens § 4, nr. 4. Byretten lagde vægt på, at låneprovenuet skulle udbetales på forbrugerens egen bankkonto, at der ikke var tilknyttet noget kontokort, som muliggjorde, at forbrugeren kunne udnytte sin kreditramme i direkte forbindelse med køb, og at forbrugeren ikke kunne opnå en positiv saldo.

Retten lagde endvidere vægt på, at virksomhedens markedsføring skabte en forkert forventning hos gennemsnitsforbrugere om, at det udbudte låneprodukt var en kassekredit. Virksomhedens handelspraksis havde blandt andet gjort det sværere for gennemsnitsforbrugeren at sammenligne priser fra diverse udbydere, idet gennemsnitsforbrugeren blev vildledt omkring låneproduktets art og væsentlige egenskaber.