Sag


20/10227

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende

Markedsføring af en skuresvamp med miljømæssigeudsagn var vildledende

Det var vildledende, at en virksomhed markedsførte en skuresvamp med udsagnene ”100 % natural sponge” og ”100% naturlig cellulosesvamp”, da skuresvampen havde været igennem en længere forarbejdningsproces. Det var også vildledende, at virksomheden efterfølgende markedsføre skuresvampen med udsagnene ”Et mere holdbart & miljørigtigt alternativ til de klassiske plastikrengøringssvampe” og ”Effektiv rengøring med ren samvittighed”, da markedsføringen kunne give gennemsnitsforbruge-ren det indtryk, at skuresvampen ikke indeholdt plastik, og at den derfor var mindre miljøbelastende, end det var tilfældet.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage over, at en skuresvamp blev markedsført i detailhandlen med udsagnet ”100 % natural sponge” på forsiden af emballagen. På bagsiden af emballagen stod der ”Abrasive side: 50% natural fibers (coconut or sisal), 25% PET & 25% recycled PET”.

Virksomheden oplyste, at skuresvampen (den hvide side) var 100 % naturlig, da den var lavet af 100 % cellulose, som var lavet på træfibre og at skuresiden var lavet af en blanding af sisal, kokosfibre og PET (plastik).

Af dokumentation for fremstilling af svampen fremgik det, at svampen havde været igennem en længere forarbejdningsproces, hvor der var blevet gjort brug af flere forskellige kemiske stoffer, før svampen var blevet til et færdigt produkt.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at brugen af udsagnet ”naturlig”/”natural” om et produkt, eller et stof der indgår i et produkt, betyder, at stoffet/produktet fremstår, som det findes i naturen, dvs. ved ingen eller kun minimal behandling.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at beskrivelsen af skuresvampens svampeside som værende ”100 % natural sponge” eller ”100 % naturlig cellulosesvamp” kunne give forbrugeren et indtryk af, at skuresvampen var naturlig i den forstand, at den ikke eller kun i minimalt omfang havde gennemgået en forarbejdningsproces. Udsagnene var samtidig egnede til væsentligt at forvride eller kunne forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren. Derfor var udsagnene vildledende i strid med markedsføringslovens § 5, stk. 1, sammenholdt med § 8.

Forbrugerombudsmanden afsluttede sagen med at indskærpe reglerne for virksomheden, da virksomheden oplyste, at de var ophørt med markedsføringen.

I forbindelse med sagen sendte virksomheden et billede af en emballageændring, som virksomheden fremadrettet ville gøre brug af. På forsiden af emballagen stod: ”RENGØRINGSSVAMP”, ”Blød svamp i cellulose af træfibre”, ”Skureflade med fibre fra sisalplanten”, ”Lang holdbarhed”, ”Effektiv rengøring med ren samvittighed” og ”Et mere holdbart & miljørigtigt alternativ til de klassiske plastikrengøringssvampe”.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at markedsføringen af skuresvampen med udsagnene ”Effektiv rengøring med ren samvittighed” og ”Et mere holdbart & miljørigtigt alternativ til de klassiske plastikrengøringssvampe” var vildledende, da den kunne give gennemsnitsforbrugeren det indtryk, at skuresvampen ikke indeholdt plastik, og at den derfor var mindre miljøbelastende, end det var tilfældet. 

Det var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i sig selv vildledende, at virksomheden på forsiden af emballagen oplyste om alle indholdsmaterialer i skuresvampen på nær plastik, da skuresvampen rent faktisk indeholdt henholdsvis 25 % PET og 25 % genanvendt PET.

Forbrugerombudsmanden indskærpede igen forbuddet mod vildledning i markedsføringslovens §§ 5 og 6, sammenholdt med § 8, over for virksomheden.