Oprettet
Sagsnummer
20/04801
Lovgivning
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
- 10
Virksomhed betalte en administrativ bøde på 10.000 kr.
Virksomhed betalte en administrativ bøde på 10.000 kr. for at have sendt uanmodede elektroniske henvendelser i form af mails og sms’er med markedsføringsmateriale via et affiliate-netværk.
Forbrugerombudsmanden modtog i alt 50 klager fra 27 personer over uanmodede henvendelser sendt i form af mails og sms’er med markedsføringsmateriale af virksomhedens hjemmeside. Virksomheden oplyste, at henvendelserne var sendt via et affiliate-netværk, som er et bureau, der samarbejder med flere underleverandører om at sende markedsføring ud til forbrugerne.
Efter markedsføringsloven § 10, stk. 1, må virksomheder ikke kontakte nogen ved brug af elektronisk post (fx mail eller SMS) med henblik på markedsføring, medmindre den pågældende har givet sit forudgående samtykke til det.
Selvom en virksomhed ikke selv har udarbejdet eller afsendt markedsføring via elektronisk post, men har overladt arbejdet til en underleverandør, kan virksomheden gøres ansvarlig for underleverandørens overtrædelse af markedsføringsloven, hvis virksomheden har handlet uagtsomt.
Dette gælder uanset, om parterne har aftalt, at underleverandøren er ansvarlig for overholdelse af markedsføringsloven.
Overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 1, kan straffes med bøde, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 3.
Virksomheden kunne ikke dokumentere at markedsføringen blev sendt efter samtykke fra modtagerne og det var derfor Forbrugerombudsmandens vurdering at spamforbuddet i markedsføringslovens § 10, stk. 1, var overtrådt.
Virksomheden erkendte overtrædelsen og betalte en administrativ bøde på 10.000 kr.
Administrativt bødeforlæg
I sager om overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 1, kan sagen afgøres uden retssag, hvis virksomheden, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og betaler en bøde. Det følger af bekendtgørelse om anvendelse af administrative bødeforelæg ved overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 1, der er udstedt i medfør af markedsføringslovens § 38, stk. 1.
Forbrugerombudsmanden fastsatte bøden ud fra bemærkningerne til markedsføringslovens § 10, stk. 1, hvoraf det fremgår, at bøden i førstegangstilfælde er 10.000 kr. for op til 100 ulovlige henvendelser.