Afgørelse
Sagsnummer
25/06305
Lovgivning
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
- 5
- 6
Virksomhed kunne ikke lovligt anvende udsagnet ”Based on biocomposite”, da udsagnet ikke gjaldt hele produktet
Det ville være i strid med markedsføringsloven, hvis en virksomhed anvendte udsagnet ”Based on biocomposite” i markedsføringen af et produkt, da produktet ikke bestod af mindst 95 % biokompositmateriale.
En virksomhed havde anmodet Forbrugerombudsmanden om en forhåndsbesked om, hvorvidt virksomheden lovligt kunne anvende en grønt mærkat med teksten ”Based on biocomposite” på emballagen af de af virksomhedens krydderikværne, som indeholdte biokompositmateriale.
Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at gennemsnitsforbrugeren umiddelbart forstår udsagnet ”Based on biocomposite” som en tilkendegivelse af, at kværnen udelukkende eller som minimum altovervejende er produceret af biokompositmateriale. Det er hertil Forbrugerombudsmandens opfattelse, at en altovervejende del af et produkt som udgangspunkt må være mindst 95 % af produktet.
Krydderikværnens ydre, uden den keramiske kværnemekanisme, vejede 84 gram, hvoraf 59 gram bestod af biokompositmateriale. De resterende 25 gram af kværnens ydre bestod af plasttypen PP (polypropylen). Hele kværnen inkl. kværnemekanismen vejede 118 gram. Dette svarede til, at 70,2 % af kværnens ydre vægtmæssigt bestod af biokompositmateriale, mens det svarede til 50 % af hele kværnens vægt.
Virksomheden kunne derfor ikke lovligt anvende den grønne mærkat med teksten ”Based on biocomposite” på krydderikværnens emballage, da kværnen ikke bestod af mindst 95 % biokompositmateriale.
Lovligheden af udsagnet ville i stedet forudsætte, at det blev nærmere specificeret, hvor stor en del af kværnen, der bestod af biokompositmateriale, da en specificering ville mindske risikoen for vildledning.
Foruden vildledningsbestemmelserne i markedsføringslovens §§ 5 og 6, sammenholdt med § 8, henviste Forbrugerombudsmanden til kapitel 6.2 i vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande om de generelle krav, der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kan stilles til brug af miljømæssige udsagn i markedsføringen samt til kapitel 6.3 i vejledningen om markedsføringens helhedsindtryk.
Forbrugerombudsmanden henviste endvidere til afsnit 5 i anbefalingerne til virksomheders miljømarkedsføring om at anvende konkrete udsagn.