Øvrige nyheder

Delebilsplatform betaler bøde på 150.000 kroner for at have vildledt om udlejningspriser på biler

GoMore A/S betaler en bøde på 150.000 kroner, efter Forbrugerombudsmanden har politianmeldt virksomheden for ikke at oplyse den endelige pris til forbrugerne fra begyndelsen, når de søgte efter en lejebil.

Forbrugerombudsmanden har vurderet, at det var vildledende markedsføring, at forbrugerne blev præsenteret for udlejningspriser for biler uden obligatoriske tillæg for forsikring og service på gomore.dk i perioden fra 12. marts 2019 til 11. september 2020. Først når forbrugeren klikkede videre på en specifik bil, fremgik tillæggene. Forbrugerombudsmanden politianmeldte derfor virksomheden, som nu betaler en bøde på 150.000 kroner.

GoMore er en delebilsplatform, hvor bilejere blandt andet kan udleje deres private bil til andre.

På gomore.dk viste GoMore priser på at leje biler i Danmark. De viste priser var uden obligatorisk tillæg for forsikring og service. Det betød, at den samlede pris steg, før forbrugeren skulle betale.

Et eksempel var en annonce med et foto af en Citroën C1, hvor lejeprisen på billedet var 195 kroner per dag. Klikkede man sig ind på bilen og ville leje den, blev der lagt et tillæg på 69 kroner oven i, så den samlede pris blev 264 kroner for et døgns leje.

I et andet eksempel steg prisen for at leje en Citroën C3 fra 185 kroner i annoncen til en slutpris på 260 kroner, som forbrugeren først kunne se, når forbrugeren klikkede videre på bilen.

GoMore tilrettede sin prismarkedsføring efter Forbrugerombudsmandens henvendelse, så virksomheden nu viser den samlede pris inklusive gebyrer og tillæg i annoncerne.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger:

”De priser, som virksomheder annoncerer med, skal være de priser, som vi forbrugere kan købe varen eller ydelsen til. Hvis det annoncerede beløb kun udgør en del af prisen, fremstår produkterne billigere, end de faktisk ender med at være. Det er vildledende."

”Det er en overtrædelse af markedsføringsloven, hvis den fulde pris for en vare først dukker op flere skridt inde i en købsproces. Når en virksomhed reklamerer med en pris, så skal det være den endelige pris.”

Lovgrundlag:

Efter Markedsføringslovens § 6, stk. 1, må erhvervsdrivende ikke udelade væsentlige oplysninger i deres markedsføring. Prisen inklusive moms og afgifter betragtes som en væsentlig oplysning, jf. markedsføringslovens § 6, stk. 2, nr. 6.

Det fremgår af forarbejderne til markedsføringslovens § 6, stk. 2, nr. 6, at:

”Produktets pris inkluderer ikke kun prisen for selve produktet, men også alle tillæg og gebyrer, som forbrugeren uundgåeligt skal betale. Det kan f.eks. være betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til et produkt, eller et løbende aftaleforhold, og som ikke har karakter af en selvstændig tjenesteydelse. Som eksempel kan nævnes brændstoftillæg, rengøringstillæg, faktureringsgebyrer, betalingsgebyrer og ekspeditionsgebyrer.”

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.