Øvrige nyheder
En brillekæde har ulovligt opkrævet rykkergebyrer
Synoptik har ændret sin praksis og opkræver ikke længere ulovlige rykkergebyrer. Det sker efter anmodning fra Forbrugerombudsmanden, der samtidig har bedt brillekæden om at refundere de gebyrer, den ulovligt har opkrævet.
En kunde, der havde et brilleabonnement hos Synoptik, er ulovligt blevet opkrævet rykkergebyrer for 1.548,50 kroner. Forbrugerombudsmanden har anmodet brillekæden om at tilbagebetale alle ulovligt opkrævede rykkergebyrer både til den pågældende kunde og til kædens øvrige kunder.
Brillekæden har besluttet at efterkomme Forbrugerombudsmandens anmodning og har samtidig oplyst, at de normalt krediterede en del af rykkergebyrerne, hvis kunderne påbegyndte betaling af restancer.
Kunden havde tegnet et brilleabonnement hos brillekæden, hvor hun hver måned skulle betale 420 kroner for abonnementet, hvilket hun ikke formåede. Efter 22 måneder, hvor kunden havde foretaget enkelte betalinger, skyldte kunden cirka 7.500 kroner til brillekæden for udestående abonnementsbetalinger og rykkergebyrer.
I den periode, hvor kunden havde abonnementet hos brillekæden, sendte brillekæden 28 opkrævninger af gebyrer på 5,50 kroner eller 105,50 kroner. De 5,50 kroner udgjorde fejlagtigt opkrævede betalingsgebyrer. Da kunden skyldte flere månedlige abonnementsbetalinger, blev ”rykker 1”, ”rykker 2” og ”rykker 3” ofte faktureret på samme dato med forfaldsdato på tre fortløbende dage.
Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var der tale om én varig restance i rentelovens forstand, fordi kunden på intet tidspunkt har betalt alle de månedlige abonnementsbetalinger, som hun skyldte. Ifølge rentelovens § 9 b indebærer det, at der ikke må opkræves rykkergebyr mere end tre gange på højst 100 kr. pr. rykkerskrivelse.
Brillekæden har oplyst til Forbrugerombudsmanden, at kæden er i færd med at refundere de uberettiget opkrævede gebyrer til både tidligere og nuværende kunder. Det omfatter både dem, som skylder kæden penge, og dem som ikke længere har et økonomisk mellemværende med kæden.
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger:
”Renteloven sætter grænser for, hvor mange gange en virksomhed må kræve gebyrer for at rykke for betaling af samme restance hos en kunde. Reglerne har til formål på den ene side at dække virksomheders rimelige inddrivelsesomkostninger og på den anden side sikre, at inddrivelse ikke bliver en indtjeningskilde i sig selv.”
Lovgrundlag:
”§ 9 b. For rykkerskrivelser vedrørende fordringer kan fordringshaveren kræve et gebyr, jf. stk. 2, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr). Fordringshaveren kan endvidere kræve et gebyr, jf. stk. 3, for at anmode en anden om at inddrive fordringen på fordringshaverens vegne, såfremt dette er sket med rimelig grund (inkassogebyr).
Stk. 2. Der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. for hver rykkerskrivelse, dog højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse. Har skyldneren inden for en sammenhængende periode til stadighed været i restance vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset 1. pkt. højst kræves rykkergebyr for 3 skrivelser vedrørende restancerne i den pågældende periode. Der kan kun kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum.
Stk. 3. Der kan kræves et inkassogebyr på højst 100 kr.
Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 kan ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1. […]”.
Pressekontakt:
Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98