Øvrige nyheder

Influent skal betale bøde på 40.000 kroner for skjult reklame

En dansk influent med et meget stort antal følgere skal betale 40.000 kroner i bøde. Det har Retten i Lyngby afgjort, efter at Forbrugerombudsmanden politianmeldte influenten for vildledende markedsføring.

Pressemeddelelsen er præciseret 5. oktober kl. 8.49 i første citat, hvor "fordel" er ændret til "betaling som fx gratis produkter"

Retten i Lyngby har idømt en influent en bøde på 40.000 kroner for at have overtrådt markedsføringslovens forbud mod skjult reklame. Forbrugerombudsmanden politianmeldte influenten i maj 2020 efter at have modtaget flere klager over influentens opslag på Instagram.

Influenten er dømt for at have postet opslag og ”stories” på Instagram med reklamer for virksomheder og produkter uden tydeligt at have oplyst, at der var tale om reklame. Opslagene indeholdt ”tags” med virksomhedernes navne.

Ifølge dommen har tiltalte promoveret de pågældende virksomheder ved at have sat tags på opslagene. Tiltalte har fået en økonomisk genvist ud af opslagene ved bl.a. at have fået tandbehandling, en cykel, en skitur, adgang til Disneyland, et hotelophold og børnesko. Influenten har også fået lov til at låne tøj.

Forbrugerombudsmanden nedlagde en påstand om, at tiltalte skulle idømmes en bøde på 85.000 kr. Retten fandt, at en bøde i denne størrelsesorden som udgangspunkt ville være passende henset til overtrædelsernes omfang, herunder tiltaltes mange følgere og de økonomiske fordele, tiltalte har fået.

Retten nedsatte dog bøden til 40.000 kr. under hensyn til straffesagens sagsbehandlingstid. Gerningsperioderne ligger fra 2 år og 10 måneder til ca. 4 år og 2 måneder tilbage i tiden.

Tiltalte kan fortsat anke dommen.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

”Det skal fremgå meget klart, at der er tale om en reklame, når influenter har modtaget en eller anden form for betaling som fx gratis produkter, inden de viser et produkt på de sociale medier. Ellers er det skjult reklame, som er strafbart.”

”Vi håber, at både virksomheder og influenter efterlever forbuddet mod skjult reklame i fremtiden, så vi ikke skal fortsætte med at føre straffesager for overtrædelser. Det er et vigtigt forbud, fordi det skal sikre, at vi generelt kan have tillid til medierne.”

Lovgrundlag:

Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 4, skal erhvervsdrivende klart oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame.

Det betyder, at man skal oplyse det klart, hvis der er kommercielle interesser bag en omtale, så det er tydeligt for modtagerne. Det gælder, uanset om budskabet kommer direkte fra virksomheden selv eller bliver formidlet gennem for eksempel en influent.

Læs mere om skjult reklame på sociale medier, bl.a. ”Gode råd til influenter om skjult reklame”, Forbrugerombudsmandens ”videoguide” og svar på ofte stillede spørgsmål om reklame på sociale medier på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.