Fortrydelsesfristens starttidspunkt ved køb af varer

En erhvervsorganisation, hvis medlemmer sælger varer ved fjernsalg, bad Forbrugerombudsmanden oplyse, hvornår en vare kan siges at være kommet i forbrugerens fysiske besiddelse, således at fortrydelsesretten begynder at løbe, jf. forbrugeraftalelovens § 19, stk. 2, nr. 2. Organisationen henviste til, at levering – afhængig af aftalen med forbrugeren - typisk sker til

1. forbrugerens postkasse, 
2. en garage, et skur eller et legehus i forbrugerens have,
3. forbrugerens arbejdsplads, 
4. en pakkeautomat, eller 
5. en butik, hvor forbrugeren kan hente varen.

Organisationen bad også Forbrugerombudsmanden oplyse, hvornår fortrydelsesfristen begynder at løbe, hvis varen returneres til sælgeren, fordi kunden ikke henter varen.

I den forbindelse bad organisationen Forbrugerombudsmanden oplyse, om sælgeren kan kræve udgifterne til håndtering af varen og evt. genfremsendelse af denne dækket af kunden, og om køberen skal betale udgifterne til varens returnering, hvis købet fortrydes efter, at varen er blevet returneret til sælgeren, og om disse udgifter kan modregnes i køberens krav på tilbagebetaling af købesummen.

Forbrugerombudsmanden besvarede spørgsmålene således:

Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 19, stk. 2, nr. 2, at fortrydelsesretten løber fra:

”…, den dag, hvor forbrugeren eller den af forbrugeren angivne tredjemand, dog ikke transportøren, får varen i fysisk besiddelse,”

Efter forbrugeraftalelovens § 33 kan § 19, stk. 2, nr. 2, ikke fraviges til skade for forbrugeren.
Direktivets artikel 20, som vedrører risikoens overgang, anvender ligesom § 19 udtrykket ”fysisk besiddelse”. Udtrykket ”fysisk besiddelse” må derfor forstås på samme måde, hvad enten der er tale om fortrydelsesrettens starttidspunkt eller risikoens overgang. Artikel 20 er gennemført i købelovens § 73.
Det fremgår af bemærkningerne til købelovens § 73, jf. lov nr. 1460 af 17. december 2013 (lovforslag L 40, fremsat af justitsministeren den 9. oktober 2013), at:

”Begrebet besiddelse forudsættes såvel i relation til den fo-reslåede stk. 2, som i den gældende stk. 1 i § 73 at indebære, at den fysiske besiddelse af eller kontrol over genstanden er overgået til køberen. Med kontrol forstås i den forbindelse rådighed over varen frem for besigtigelse/gennemgang af det leverede.”

Det er på den baggrund og i lyset af bestemmelsens ordlyd er det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at varen må anses for at være kommet i forbrugerens eller den af forbrugeren angivne 3. mands fysiske besiddelse, når kontrollen over varen er overgået til forbrugeren eller den af forbrugeren angivne 3. mand. Kontrollen over varen kan kun siges at være overgået til forbrugeren, når sælgeren eller sælgerens repræsentant ikke også har kontrol med eller adgang til at råde over varen.

Ved denne fortolkning inddrog Forbrugerombudsmanden også hensynet til, at den erhvervsdrivende skal have mulighed for at sikre sig bevis for, hvornår varen kommer i forbrugerens eller 3. mands fysiske besiddelse.

Forbrugerombudsmanden besvarede derfor spørgsmålet således, at fortrydelsesfristen begynder at løbe, når varen er lagt i forbrugerens postkas-se, når den efter aftale med forbrugeren er lagt i et skur el.lign. i forbrugerens have, eller når den er afleveret på forbrugerens arbejdsplads.

Varen kan derimod ikke anses for at være kommet i forbrugerens fysiske besiddelse, når den er lagt i en pakkeautomat eller i en butik, hvor forbrugeren kan afhente den, idet sælgeren eller sælgerens repræsentant i disse tilfælde fortsat har adgang til at råde over varen. I disse tilfælde begynder fortrydelsesfristen først at løbe, når forbrugeren, eller forbrugerens repræsentant, afhenter varen.

Vedrørende spørgsmålet om, hvornår fortrydelsesfristen begynder at løbe, hvis forbrugeren ikke henter varen i fx den forretning, hvor den ligger til afhentning, oplyste Forbrugerombudsmanden følgende:

Hvis varen ikke kommer i forbrugerens fysiske besiddelse, begynder fortrydelsesfristen ikke at løbe. I de i nr. 4 og 5 nævnte tilfælde vil en vare, der ikke bliver hentet, blive sendt tilbage til sælgeren.

Køberen kan fortryde et køb, selvom han eller hun ikke har fået varen i fysisk besiddelse. Sælgeren vil dog ikke være forpligtet til at tilbagebetale købesummen, før køberen i en utvetydig erklæring giver meddelelse om sin fortrydelse. Der kan imidlertid være praktiske problemer forbundet med opbevaring af varen, indtil køberen tilkendegiver sit ønske.

Problemet kan evt. løses på den måde, at sælgeren retter henvendelse til køberen, og opfordrer ham eller hende til at oplyse, om købet fastholdes, eller om kunden ønsker at udnytte sin fortrydelsesret. Modtager sælgeren ikke et svar, må sælgeren formentlig kunne gå ud fra, at købet er fortrudt. Fastholdes købet, må køberen som udgangspunkt betale for at få varen genfremsendt, medmindre tilbagesendelsen skyldes sælgerens forhold – fx at varen ikke blev leveret på det aftalte tidspunkt, og forbrugeren derfor ikke var til stede for at tage imod varen.

Der vil ikke kunne kræves betaling for håndtering af varen i forbindelse med kundens fortrydelse. Det fremgår således af forbrugeraftalelovens § 22, at den erhvervsdrivende skal tilbagebetale alle beløb, inklusive eventuelle leveringsomkostninger, modtaget fra forbrugeren. Bestemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. § 33.

Det fremgår af § 24, stk. 2, at forbrugeren afholder de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varen. Hvis varen er blevet returneret, fordi kunden ikke har hentet den, og kunden fortryder købet, må udgifterne til tilbagesendelse af varen – hvis der har været afholdt sådanne udgifter – kunne fradrages i købesummen, forudsat at køberen er informeret om dette i overensstemmelse med forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 12.