Urimelige vilkår i nyvognsgarantier

Forbrugerombudsmanden anlagde i 1996 sag an mod Nissan Motor Danmark A/S  på grund af urimelige vilkår i nyvognsgarantier.

[Bemærk: De dagældende §§ 2 og 4 er videreført i hhv. nugældende § 3 og § 12 i markedsføringsloven]

Forbrugerombudsmanden blev i begyndelsen af 1990'erne opmærksom på, at en række bilimportører, herunder Nissan, tilbød længerevarende garantier som argument for salg af biler. Nyvognsgarantierne var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vildledende og ikke specielt fordelagtige for forbrugeren, men syntes derimod at sikre garantigiver en løbende indtægt i garantiperioden.

Der var i nogle tilfælde tale om 3-årige garantier, der umiddelbart så ud til at være fordelagtige for forbrugerne. Realiteten var imidlertid, at forbrugerne betalte dyrt for garantierne, som krævede, at alle reparationer, herunder reparation af forsikringsskader, og al service blev foretaget på garantigivers værksted, og at der blev anvendt reservedele, der stammede fra og blev distribueret igennem importøren (originale reservedele).

For opretholdelse af rustgarantier (gennemtæringsgarantier) blev det ofte krævet, at forbrugeren betalte for garantigivers regelmæssige inspektion af bilen og udbedring af skader, der endnu ikke havde udviklet sig til egentlige gennemtæringer.

Hvis forbrugeren ikke overholdt betingelserne om reparation og service på garantigivers værksted, samt kravet om brug af originale dele, bortfaldt garantien. Det betød, at en forbruger, der reklamerede over, at bilens motor brød sammen efter fx 2 år som følge af en støbefejl, kunne risikere at reklamationen blev afvist, hvis forbrugeren fx havde sprunget et serviceeftersyn over eller havde ladet lydpotten skifte på et uautoriseret værksted. Efter garantierne kunne afvisningen ske, selvom der ikke var sammenhæng mellem forbrugerens »forsømmelse« og den skade, der var indtrådt.

På denne baggrund forsøgte Forbrugerombudsmanden i 1995 i samarbejde med FDM og Forbrugerrådet at forhandle retningslinjer om nyvognsgarantier med De Danske Bilimportører. Forhandlingerne brød imidlertid sammen, da bilbranchen ikke ville opgive værkstedsbindingen og kravet om brug af originale reservedele. Branchen ville ej heller anerkende, at en garantigiver kun kan afvise en reklamation over en skade, hvis garantigiver kan bevise, at der er årsagssammenhæng mellem skaden og forbrugerens manglende overholdelse af serviceeftersyn mv. Forbrugerombudsmanden måtte derfor søge spørgsmålet løst ved rettens mellemkomst og indbragte i 1996 sagen for Sø- og Handelsretten.

Retssagen fandt i sommeren 2002 endelig afslutning ved forlig. Nissan har i forliget bl.a. forpligtet sig til ikke længere at stille krav om, at service og reparationer, der ikke er omfattet af garantien, skal udføres på autoriseret værksted under anvendelse af originale reservedele.

Samtidig har Nissan accepteret, at en reparation under garantien kun kan afvises, hvis Nissan kan bevise, at fejlen skyldes, at forbrugeren har anvendt en fejlbehæftet reservedel eller ikke har vedligeholdt bilen efter anbefalingerne. Endelig har Nissan forpligtet sig til ikke at stille krav om, at rustinspektioner og reparation af skader, der er omfattet af garantien, skal foretages på forbrugernes regning.

Forliget gælder for Nissanbiler solgt fra 1. januar 2002. For biler solgt før denne dato har Nissan givet Forbrugerombudsmanden tilsagn om at fravige sine garantibestemmelser og ikke at kræve brug af autoriseret værksted og originale reservedele eller kræve betaling for anbefalet rustinspektion.

For alle andre bilfabrikater har forliget virkning for biler købt fra 1. januar 2003 eller senere.