Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
12/11146

Lovgivning

  • 1

Udfasning af et trafikselskabs 10-turs klippekort

Et trafikselskab kunne ikke lægge en selvvalgt gyldighedsperiode til grund i forbindelse med en udfasning af klippekort, når ubrugte kort og klip skulle refunderes. Forbrugerombudsmanden vurderede, at trafikselskabet ikke kunne anvende undtagelsen i forældelseslovens § 26, stk. 4.

Forbrugerombudsmanden har under henvisning til forældelseslovens regler udtalt, at et trafikselskab ikke kunne lægge en gyldighedsperiode på 6 måneder til grund, i forbindelse med en udfasning 10-turs klippekort, når ubrugte kort og klip skulle refunderes. Det var i øvrigt i strid med de almindelige aftaleretlige regler at have et vilkår om, at selskabet ensidigt kan fastsætte et ugyldighedstidspunkt for en købt ydelse. Såfremt man fremadrettet ønsker at benytte undtagelsen i forældelseslovens § 26, stk. 4, skal fristen fremgå tydeligt af selskabets vilkår. For at man kan tale om et rimeligt kontraktvilkår, må fristen dog være mindst et år.

Et trafikselskab bad om Forbrugerombudsmandens bemærkninger om en påtænkt udfasning af selskabets 10-turskort i 2013. Selskabet oplyste bl.a., at varsling af salgsstoppet vil ske 3-5 måneder før. Med hensyn til varslingsregelsættet var det bemærket, at der bag på de omhandlede 10-turskort var trykt følgende passus: ”Kortets gyldighed kan annulleres ved opslag med 6 måneders varsel”. 

Forbrugerombudsmanden tilkendegav, at når en forbruger køber et klippekort etableres en fordring på naturalopfyldelse (transportydelsen), idet forbrugeren mod betaling køber X antal transportydelser. Som dokumentation for købet får forbrugeren et dokument/klippekort, der kan benyttes, når pågældende ønsker det. Ved købet af et klippekort indgås en bindende aftale mellem to parter, jf. aftalelovens § 1, hvor naturaldebitor (trafikselskabet) ikke ensidigt kan frigøre sig fra pligten til at levere transportydelsen, uden at aftalen dermed som udgangspunkt misligholdes.

Af § 3 i lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven) følger det, at den almindelige frist på fordringer på penge og andre ydelser, herunder fordringer på naturalopfyldelse, er tre år, og at loven som udgangspunkt ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for forbrugeren, jf. § 26, stk. 2.

Er der imidlertid udstedt et dokument for fordringen, og skyldneren frigøres ved at erlægge ydelsen til den, der har dokumentet i hænde, kan der dog godt – også i forbrugerforhold – aftales en kortere forældelse, jf. lovens § 26, stk. 4. Det følger af forarbejderne til loven, at dette blandt andet omfatter gavekort og tilgodebeviser. Klippekort må anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen.
Forældelsesfristen kan imidlertid kun være kortere end tre år efter § 26, stk. 4, såfremt dette er aftalt på forhånd, og kan anses som et rimeligt kontraktvilkår.

Med henvisning til ordlyden bag på de omhandlede 10-turskort var det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at trafikselskabet ikke efter reglerne i forældelsesloven har aftalt en kortere forældelse, og at man for så vidt angår de indtil nu købte 10-turskort, skal give kunden mulighed for i 3 år fra købsdatoen enten at få rejsekvitteringer(transportydelser) for et antal rejser svarende til det antal klip, kunden har til gode, eller få refunderet ubenyttede klip til købsprisen – eventuelt mod betaling af et rimeligt ekspeditionsgebyr.

Dette lagde trafikselskabet herefter til grund ved tilrettelæggelsen af sine udfasningsprocedurer.