Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
08/07973
Lovgivning
- 2
En fagforenings medlemshvervning kan være omfattet af markedsføringsloven
Selvom fagforeninger som udgangspunkt ikke anses for omfattet af markedsføringsloven, udtalte Forbrugerombudsmanden i en konkret sag, at såfremt en hvervningskampagne i det væsentlige baserer sig på kommercielle argumenter, vil kampagnen kunne anses for omfattet af markedsføringsloven.
Forbrugerombudsmanden har udtalt sig i en konkret sag vedrørende en fagforening, der ønskede at sende reklamemateriale ud til medlemmerne af en A-kasse, som fagforeningen samarbejdede med.
Forbrugerombudsmanden henviste til markedsføringslovens § 2, stk. 1, hvorefter markedsføringsloven finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed samt på offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes varer og tjenesteydelser på markedet.
Forbrugerombudsmanden oplyste, at fagforeninger og deres aktiviteter, herunder medlemshvervning, som udgangspunkt ikke anses for omfattet af markedsføringsloven.
Forbrugerombudsmanden udtalte dog samtidig, at i det omfang en fagforenings hvervningskampagne ikke er baseret på arbejdsmarkedspolitiske og traditionelle fagforeningspolitiske argumenter, men i det væsentlige baserer sig på kommercielle argumenter, vil de pågældende elementer i kampagnen efter Forbrugerombudsmandens opfattelse efter omstændighederne imidlertid kunne bevirke, at kampagnen må anses for omfattet af markedsføringsloven.
Hvornår en hvervningskampagne eller elementer i denne vil være omfattet af markedsføringsloven vil afhænge af en konkret vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder udformningen af det pågældende markedsføringsmateriale.