Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
09/08035

Lovgivning

  • 3

Spørgsmål om mængderabat og loyalitetsprogrammer

En mængderabat er et andet tilbud end et før- og nu-tilbud, og der gælder derfor ikke en begrænsning på tilbuddets varighed. Et tilbud rettet mod medlemmer af et loyalitetsprogram afbryder endvidere ikke den periode, hvori en vare skal have været til salg til normalprisen, før udsagn om prisbesparelser kan anvendes.

Med baggrund i Forbrugerombudsmandens nye retningslinjer for prismarkedsføring, som blev offentliggjort i december 2009, anmodede en erhvervsdrivende Forbrugerombudsmanden om at vurdere en række spørgsmål.

Den erhvervsdrivende spurgte dels, om man må markedsføre en mængderabat (fx 1 stk. 400 kr., 2 stk. 500 kr.) fast gennem en sæson, dels om et tilbud rettet specielt mod medlemmer af et loyalitetsprogram afbryder den længere periode, hvori en vare skal have været til salg til den angivne normalpris, og endelig spurgte den erhvervsdrivende til, hvor stram definitionen af en sæsonvare er i den erhvervsdrivendes branche (herretøjsbranchen).

Vedrørende mængderabatter udtalte Forbrugerombudsmanden, at det fremgår af bemærkningerne til retningslinjernes pkt. 9, at en mængderabat anses for at være et andet tilbud end et almindeligt før- og nu-tilbud på én vare, idet man ved en mængderabat er nødt til at købe flere varer for at opnå besparelsen, mens man ved et almindeligt før- og nu-tilbud kan nøjes med at købe én vare.

Forbrugerombudsmanden udtalte videre, at der for mængderabatter i retningslinjerne ikke gælder en begrænsning på, hvor lang tid tilbuddet må vare, som det er tilfældet ved markedsføring af prisbesparelser på én vare (før- og nu-priser), jf. retningslinjernes pkt. 4.

Forbrugerombudsmanden svarede derfor, at man gerne må markedsføre en mængderabat som beskrevet fast gennem en sæson.

Med hensyn til spørgsmålet om tilbud rettet mod medlemmer af et loyalitetsprogram udtalte Forbrugerombudsmanden, at et tilbud, der kun gælder for medlemmer af et loyalitetsprogram, skal anses for at være et andet tilbud end et tilbud, der retter sig mod alle kunder.

Det var derfor Forbrugerombudsmandens opfattelse, at et tilbud rettet udelukkende mod medlemmer af et loyalitetsprogram ikke afbryder den længere periode, hvori en vare skal have været udbudt til salg til forbrugerne til den angivne normalpris, førend den erhvervsdrivende må benytte prisen som sammenligningsgrundlag ved markedsføring af prisbesparelser, jf. retningslinjernes pkt. 3.

For så vidt angik spørgsmålet om definitionen af sæsonvarer, henviste Forbrugerombudsmanden til definitionen i retningslinjernes pkt. 14.5 samt til bemærkningerne til bestemmelsen, hvoraf fremgår, at Forbrugerombudsmanden vil anlægge en snæver fortolkning af begrebet. Forbrugerombudsmanden oplyste, at såfremt den erhvervsdrivende ønskede en nærmere vurdering af, hvorvidt nogle af den erhvervsdrivendes varer skulle anses for at være sæsonvarer, kunne den erhvervsdrivende rette fo-respørgsel igen med angivelse af nogle konkrete varer, som Forbrugerombudsmanden kunne vurdere.