Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
11/09321
Lovgivning
- 9
- 3
Et teleselskabs markedsføring af datadeling ”uden at det koster ekstra” var ikke vildledende
Et teleselskab markedsførte muligheden for datadeling med angivelsen ”uden at det koster ekstra”. Det var en forbrugers opfattelse, at dette udsagn var vildledende. Forbrugerombudsmanden kom frem til, at det ikke var vildledende, men meddelte dog teleselskabet, at begrænsninger i tilbuddet skulle fremgå af markedsføringen.
En forbruger klagede til Forbrugerombudsmanden over, at et teleselskab markedsførte muligheden for datadeling med angivelsen ”uden at det koster ekstra”.
Forbrugeren oplyste således til Forbrugerombudsmanden, at han var bekendt med, at datadeling ikke kunne fås til hans abonnement, men derimod kun til et andet, dyrere, abonnement, men at de to abonnementer i øvrigt var identiske. Det var derfor forbrugerens opfattelse, at markedsføringen var vildledende.
Forbrugerombudsmanden skrev på den baggrund til teleselskabet, at såfremt selskabet markedsførte to identiske eller næsten identiske abonnementer, hvor det ene abonnement blot var dyrere end det andet, og man kun kunne få datadeling til det dyrere abonnement, var det hans opfattelse, at der så måtte være tale om, at forbrugeren betalte indirekte for datadeling gennem den dyrere abonnementspris. Det var i så fald efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vildledende, jf. markedsføringslovens § 3, at markedsføre muligheden for datadeling med angivelsen ”uden at det koster ekstra”.
Teleselskabet svarede Forbrugerombudsmanden, at der efter selskabets opfattelse var den væsentlige forskel på de to abonnementer, at man ved det dyrere abonnement havde muligheden for at købe en mobiltelefon med tilskud, hvilket ikke var tilfældet ved det billigere abonnement. Teleselskabet var således af den opfattelse, at der ikke var tale om to identiske abonnementer, og at markedsføringen med angivelsen ”uden at det koster ekstra” således ikke var vildledende.
Forbrugerombudsmanden erklærede sig over for selskabet enig heri og foretog sig ikke yderligere i anledning af markedsføringen med udsagnet ”uden at det koster ekstra”.
Teleselskabet oplyste i øvrigt til Forbrugerombudsmanden, at markedsføringen af datadeling var tænkt som branding af selskabet og forklaring af produktet datadeling uden benævnelse af konkrete abonnementer, priser eller andre detaljer.
På baggrund af forbrugerhenvendelsen havde teleselskabet dog besluttet at oplyse i al markedsføring af datadeling, at det kun kunne fås til visse abonnementer.
Forbrugerombudsmanden meddelte teleselskabet, at han ikke var enig i, at der blot var tale om branding af selskabet og forklaring af produktet datadeling, men at der derimod var tale om en salgsfremmende foranstaltning, der skulle gøre selskabets abonnementer mere attraktive for forbrugerne. Forbrugerombudsmanden meddelte i den forbindelse selskabet, at han således gik ud fra, at hensigten med markedsføringen ikke blot var at fortælle eksisterende kunder om muligheden for datadeling, men at formålet tillige måtte være at tiltrække nye kunder til selskabet.
Forbrugerombudsmanden oplyste derfor til selskabet, at det følger af markedsføringslovens § 9, stk. 1, og i øvrigt § 3, at det i markedsføringen af datadeling skulle oplyses, at datadeling kun kunne fås til visse abonnementer.
Da selskabet imidlertid allerede havde oplyst, at det ved fremtidig markedsføring ville give disse informationer, foretog Forbrugerombudsmanden sig ikke yderligere i sagen.