Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
14/10638
Lovgivning
- 6
Ulovligt at indhente samtykke i en mail
Forbrugerombudsmanden meddelte en virksomhed, at et samtykke til at modtage elektronisk markedsføring og til at blive ringet op i afsætningsøjemed ikke kan indhentes i en mail. Det har ingen betydning, at samtykket hentes i en mail, hvis øvrige indhold lovligt kan udsendes til modtagerne.
En virksomhed, der bl.a. arrangerer motionsløb, havde indgået et samarbejde med en leverandør af personlige deltagerbilleder. Som led i samarbejdet tog leverandøren billeder af deltagerne i virksomhedens motionsløb og sendte efterfølgende en mail til løbsdeltagerne med en oplysning om gennemførelsestiden samt et link til billeder fra løbet. Under linket, der var udformet som en fremtrædende rød knap med teksten ”Ja tak, vis mig mine billeder”, var der en mindre grå skrift, hvoraf det fremgik, at man ved at se billederne gav samtykke til bl.a. at modtage elektroniske nyhedsbreve fra virksomheden og til at blive ringet op i afsætningsøjemed af virksomheden.
Løbsdeltagerne havde forud for løbet givet tilladelse til at blive kontaktet pr. mail med ”nyheder og tilbud” om løbet. Samtykket omfattede derimod ikke en tilladelse til at modtage mails om andet i afsætningsøjemed fra virksomheden.
Forbrugerombudsmanden meddelte virksomheden, at et samtykke til at modtage elektronisk markedsføring og til at blive ringet op i afsætningsøjemed skal indhentes forudgående. Dertil kommer, at en mail med en anmodning om at afgive samtykke er selvstændigt indhold omfattet af afsætningsbegrebet i markedsføringslovens § 6, stk. 1, idet formålet med indhentelsen af samtykket er, at der efterfølgende kan/vil blive rettet henvendelse i afsætningsøjemed. Der er således en så nær sammenhæng mellem indhentelsen af samtykket og de efterfølgende henvendelser i afsætningsøjemed, at også selve den mail, hvori samtykket indhentes, må anses for omfattet af markedsføringslovens § 6, stk. 1.
En mail med indhentelse af samtykke kan derfor alene udsendes til modtagere, der på forhånd har afgivet et konkret samtykke til at modtage mails med sådant indhold, hvilket ikke var tilfældet i den konkrete sag, da der alene var afgivet samtykke til at modtage ”nyheder og tilbud” om løbet.
Forbrugerombudsmanden meddelte i øvrigt virksomheden, at samtykket var præsenteret og var formuleret på en sådan måde, at det ikke opfyldt betingelserne om at være hhv. informeret og konkretiseret, eller indeholdende en udtrykkelig anmodning om at blive ringet op.
Virksomheden tilkendegav over for Forbrugerombudsmanden, at de tog Forbrugerombudsmandens opfattelse til efterretning, og at de ikke i fremtiden ville anvende den omhandlede fremgangsmåde til at indhente samtykke.
Forbrugerombudsmanden afsluttede på denne baggrund sagen med at indskærpe reglerne i markedsføringslovens § 6 over for virksomheden.