Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
11130/5-151
Lovgivning
- 1
- 8
Unge med våben i reklameblad på kanten af loven
Et tøjkatalog til unge mennesker, viste billeder af unge, der bl.a. optrådte med skydevåben. Forbrugerombudsmanden anførte, at nogle af billederne kunne støde og vække ubehag og kunne blive opfattet som en slags accept af mishandling og vold eller et incitament til kriminalitet.
Der er en hårfin balance mellem leg med en fiktiv verden og potentielt stødende markedsføring. Det har Forbrugerombudsmanden meddelt en erhvervsdrivende, der havde udsendt en tøjreklame hvori unge mennesker optrådte med bl.a. skydevåben.
Tøjreklamen indeholdt billeder af unge mennesker, der var engageret i skuddueller eller på anden måde poserede med skydevåben. Billedmaterialet blev ledsaget af tekster på engelsk, der på ironisk vis spillede på dobbeltbetydninger på dansk og engelsk. Katalogets målgruppe blev af Forbrugerombudsmanden bedømt til at være unge mennesker både under og over 18 år.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at der skal være et vist råderum for kreativitet og udfoldelse i reklamen. Dette gælder både, når der leges med sproget og den visuelle linje.
I og med at billed- og tekstmaterialet i reklamebladet spillede på referencer til en fiktiv verden, man bl.a. kender fra musikvideoer og gangsterfilm, fandt Forbrugerombudsmanden i dette tilfælde, at mange unge ville opfatte billederne som fantasi.
Enkelte elementer af kampagnen indeholdte dog billeder, som kunne støde og vække ubehag hos modtageren og måske blive opfattet som en slags accept af mishandling og vold eller et incitament til kriminalitet.
Forbrugerombudsmanden har derfor henstillet til den erhvervsdrivende, at denne bør afstå fra at foretage lignende markedsføringstiltag i fremtiden.
Den erhvervsdrivende har tilkendegivet over for Forbrugerombudsmanden, at det relevante markedsføringstiltag og lignende reklame ikke vil blive gentaget.
Forbrugerombudsmanden blev opmærksom på kampagnen via en omtale i Ekstra Bladet. Det viste sig, at kampagnen kun kørte i en begrænset periode, og at den netop var ophørt.
Fakta om børn og unge i markedsføringsloven
Markedsføringslovens § 8 siger, at børn og unge er en sårbar gruppe, der i mange tilfælde kan mangle kritisk sans, og at erhvervsdrivende ikke må udnytte børn og unges naturlige godtroenhed.
Markedsføring der indeholder opfordringer til vold, indtagelse af rusmidler som fx alkohol eller spiller på frygt og overtro vil typisk være i strid med loven.