Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
2003-1120/5-8
Lovgivning
- 3
Markedsføring af præmieobligationer
Selskab blev ved Højesteret idømt bøde på 2.000.000 kr. for vildledende markedsføring. Selskabet havde i markedsføringen af præmieobligationer bl.a. henvist til, at konceptet var godkendt af en offentlig myndighed, at det var gratis at deltage, selvom det ikke var rigtigt.
Sagen kort
I 1998 tog Forbrugerombudsmanden på baggrund af en række klager en sag om vildledende markedsføring af præmieobligationer i kuponhæfter op til behandling.
Forbrugerombudsmanden henvendte sig til selskabet bag annoncerne og henledte opmærksomheden på, at annoncerne på flere punkter var i strid med strafbelagte bestemmelser i markedsføringsloven.
Da Forbrugerombudsmanden ikke kunne formå selskabet til at ændre sin markedsføring, anmeldte han selskabet til politiet.
Den straffesag, der blev resultatet heraf, fandt sin foreløbige afslutning i efteråret 2002, hvor Sø- og Handelsretten idømte selskabet en bøde på 3 millioner kr. for hvad retten betegnede som en stærkt underlødig form for markedsføring.
Selskabet blev bl.a. dømt for:
- at have betegnet køb af præmieobligationer som en ”god opsparing”, selvom man fik meget mindre tilbage ved salg/udløb end man betalte for præmieobligationerne
- at have brugt udtryk som ”spille gratis med” selvom man betalte over 4.000 kr. for at spille med
- at have givet indtryk af at markedsføringen var ”godkendt af Finanstilsynet”, selvom det ikke var tilfældet
- at have undladt at oplyse om hvad den reelle værdi af præmieobligationerne var.
Herudover blev selskabet dømt for at have givet gratis kameraer, ure og duftserier ved køb af præmieobligationer (tilgift), ligesom det blev dømt for ulovlige præmiekonkurrencer ved at have lokket med, at kunde nr. 500, 1.000 o.s.v. vandt et tv.
Ved bødeudmålingen lagde Sø- og Handelsretten vægt på, at der var tale om en stærkt underlødig form for markedsføring, at den var rettet mod samtlige danske husstande, og at selskabet måtte antages at have opnået en betydelig fortjeneste, men også på, at der var gået lang tid inden der blev rejst tiltale mod selskabet.
Selskabet ankede dommen til Højesteret, der afsagde dom i januar 2003. 3 ud af 5 højesteretsdommere fandt på baggrund af en samlet vurdering af blandt andet sagens grovhed og markedsføringsomkostningernes størrelse, 122 at bøden passende kunne fastsættes til 2 millioner kr.
Mindretallet ville ikke ændre på Sø- og Handelsrettens enstemmige dom på 3 millioner kr.
Selvom Højesteret med et knebent flertal valgte at nedsætte bøden fra 3 til 2 millioner kr., er der tale om den hidtil største bøde, der er idømt for overtrædelse af markedsføringsloven, og dommen sender efter Forbrugerombudsmandens opfattelse et kraftigt signal til erhvervslivet om, at det har alvorlige konsekvenser at overtræde markedsføringsloven, ligesom dommen sender et signal til udgiverne af kuponhæfter om, at der kan være basis for at luge ud i nogle af annoncørerne.
Sagen er tidligere omtalt i Juridisk Årbog 1998 side 54-55.