Øvrige nyheder

Influent idømt bøde på 20.000 kroner for skjult reklame

Københavns Byret har afgjort, at en dansk influent skal betale en bøde på 20.000 kroner for at have overtrådt forbuddet mod skjult reklame i en række opslag på bl.a. Instagram.

En dansk influent med et stort antal følgere er idømt en bøde på 20.000 kroner i Københavns Byret for at have overtrådt markedsføringslovens forbud mod skjult reklame. Forbrugerombudsmanden politianmeldte influenten i august 2019 efter at have modtaget flere klager over pågældendes aktiviteter på sociale medier, herunder influentens egen blog.  

Influenten er dømt for at have postet i alt 11 opslag eller videoer på Instagram, Facebook, YouTube og sin egen blog med reklamer for virksomheder og produkter uden tydeligt at have oplyst, at der var tale om reklame.

Influenten promoverede bl.a. virksomhederne ved at sætte deres navne på som tags på sine opslag. Influenten benyttede hashtagget ”reklame” til sidst i opslag, hvilket byretten heller ikke fandt var en tydelig reklamemarkering. Influenten har modtaget modydelser for opslagene i form af penge, produkter eller tjenesteydelser.

Influenten blev frifundet for tre af sagens i alt 10 forhold.

Retten fandt, at bødestraffen som udgangspunkt passende kunne fastsættes til 45.000 kroner, men nedsatte bøden til 20.000 kroner på grund af straffesagens lange sagsbehandlingstid.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger:

”Når influenter modtager betaling eller anden form for ydelse for at reklamere for et produkt på de sociale medier, skal det fremgå meget klart, at der er tale om reklame. Vi skal kunne have tillid til, at der ikke er skjulte kommercielle interesser bag opslag, der fremstår som personlige anbefalinger.”

Lovgrundlag:

Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 4 skal erhvervsdrivende klart oplyse om den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, gerunder reklame.

Det betyder, at man skal oplyse det klart, hvis der er kommercielle interesser bag en omtale, så det er tydeligt for modtagerne. Det gælder, uanset om budskabet kommer direkte fra virksomheden selv eller bliver formidlet gennem for eksempel en influent.

Læs mere om skjult reklame på sociale medier, bl.a. ”Gode råd til influenter om skjult reklame”, Forbrugerombudsmandens ”videoguide” og svar på ofte stillede spørgsmål om reklame på sociale medier på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.