Øvrige nyheder

Forbrugerombudsmanden politianmelder diskotek for 51 ulovlige alkoholreklamer

Virksomheden SP ApS, der står bag diskoteket Club Retro i Helsingør, har i 51 tilfælde annonceret målrettet mod unge under 18 år for arrangementer med alkohol. Forbrugerombudsmanden har politianmeldt virksomheden.

Forbrugerombudsmanden har for tredje gang politianmeldt SP ApS for at have overtrådt markedsføringslovens forbud mod alkoholreklamer rettet mod unge under 18 år. Virksomheden er denne gang politianmeldt for 51 begivenheder på Facebook med ulovlige alkoholreklamer.

Diskoteket Club Retro, som SP ApS står bag, har fra februar til december 2022 inviteret unge under 18 til arrangementer med alkohol mindst 51 gange. Det er gennemgående, at Club Retro har lavet begivenheder på Facebook, hvor diskoteket inviterer unge fra 16 år og opefter. I begivenhederne har diskoteket slået forskellige varianter af denne tekst op:

”RETRO FRIDAYS – EN SIKKER VINDER – […] BORDPAKKER – Skal din aften være noget ekstra? SMS til 25 307 307 med antal gæster, samt budget, så laver vi en pakke til lige netop jeres selskab. […] STRENG ID-POLITIK. Pas eller kørekort. Studiekort sammen med sygesikring. […]”

Samtidig fremgik det af Club Retros hjemmeside, at ”Retro Fridays” er 16+-arrangementer, og at de såkaldte ”bordpakker” på Club Retro indeholder alkohol.

Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at beskrivelserne i opslagene indeholder adskillige henvisninger til alkohol for eksempel med ordene ”borde”, ”bordpakker”, ”vodka sjusser”, ”happy hour” og ”champagne”.

Ifølge markedsføringsloven er enhver form for omtale af, billeder af og henvisninger til alkohol forbudt i en reklame, hvis den retter sig mod børn og unge under 18 år. Forbuddet gælder både, hvis hensigten er at markedsføre alkoholholdige produkter, og hvis alkohol bliver brugt som virkemiddel til at sælge andre produkter.

Selv om diskotekerne ikke udskænker alkohol til mindreårige, så har de fortsat et strafansvar, da det er selve markedsføringen af alkohol til personer under 18 år, der er ulovlig.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger:

”Når en virksomhed fortsat overtræder lovgivningen efter at være blevet politianmeldt, vil det naturligvis have betydning for den sanktion, som virksomheden kan idømmes.”

”Efter sanktionsniveauet for overtrædelse af markedsføringsloven blev skærpet den 1. januar 2022, er udgangspunktet en bøde på 10.000 kr. per opslag med omtale af alkohol, som er rettet mod unge under 18 år. Når en virksomhed specifikt skriver 16+ i reklamer for festarrangementer, så er i hvert fald en del af målgruppen under 18 år.”

Retsgrundlag:

Efter markedsføringsloven § 11, stk. 2, må markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år ikke indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.

I lovforarbejderne til markedsføringsloven er anført:

”Det er således ikke tilladt, at en rejsearrangør, der i sin handelspraksis retter sig mod unge under 18 år, anfører, at der under rejsen f.eks. besøges et antal barer og diskoteker i løbet af natten, hvor der serveres øl m.v., og at der er fri bar eller billige drinks, eller at der er happy hour, pubcrawl eller lignende, da disse begreber henviser til indtagelse af alkohol.”

For yderligere information, kontakt:

Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.