Øvrige nyheder
Forbrugerombudsmandens Årsberetning: Virksomheder med digitale løsninger skal huske lovgivningen
Virksomheder, som ikke er opmærksomme på gældende lovgivning, når de udvikler nye digitale forretningsmodeller, udgør en stadig større andel af Forbrugerombudsmandens sager. Det fremgår af Forbrugerombudsmandens årsberetning 2022. Et andet fokusområde har været ”greenwashing”, hvor fristelsen til at markedsføre sig for miljø- og klimavenligt har været stor.
Rettelse 18. september 2023 kl. 10.05: I fjerde afsnit herunder er antal afviste og henviste sager præciseret.
Forbrugerombudsmanden ser et behov for, at virksomheder er mere opmærksomme på gældende lovgivning, når de udvikler nye digitale forretningsmodeller. Sidste år valgte Forbrugerombudsmanden at prioritere flere sager på området. De principielle afgørelser og baggrunden for dem er beskrevet i Forbrugerombudsmandens Årsberetning 2022, som netop er offentliggjort.
Forbrugerombudsmanden har blandt andet behandlet sager om reservationer. De sager handler om, at der bliver blokeret et beløb på forbrugernes konti, når de for eksempel handler i webbutikker og tanker brændstof. Problemet er, at forbrugerne ofte ikke er klar over det. Når et beløb er reserveret, mister forbrugeren rådigheden over det i en periode. Det er derfor formueretlige dispositioner, som kræver et samtykke.
Sager om ”greenwashing” har også været prioriteret hos Forbrugerombudsmanden i 2022. De sager, som Forbrugerombudsmanden har behandlet, er udførligt refereret i årsberetningen.
I alt har Forbrugerombudsmanden afsluttet 7.329 sager i 2022. Heraf er omkring 2.000 afvist med henvisning til ressourceforbruget og knap 1.000 oversendt/henvist til anden myndighed eller et ankenævn.
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen fratræder 31. oktober 2023. Som følge af opsparet ferie har hun sidste arbejdsdag 15. september 2023.
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen skriver i forordet til årsberetningen:
”Det er min opfattelse, at dansk erhvervsliv generelt gerne vil efterleve den forbrugerbeskyttende lovgivning. Ikke desto mindre er der behov for større opmærksomhed på, at teknologiske fremskridt ikke står over gældende lovgivning.”
”Med en ekstra bevilling på finansloven på 7 millioner kroner kunne vi fra 2022 bruge flere ressourcer på at håndhæve forbuddet mod at vildlede forbrugere med udsagn om produkters bæredygtighed. Arbejdet er fortsat i indeværende år. Det er en vigtig opgave, for fristelsen til at markedsføre sig mindre miljøbelastende, end man faktisk er, synes stor.”
Om sin tid som forbrugerombudsmand, siger Christina Toftegaard Nielsen:
”Vi lever i en tid, hvor udviklingen af nye teknologiske forretningskoncepter går stærkt. Der bruges i stigende omfang data og personaliserede priser, som gør det særdeles vanskeligt at vurdere en pris. Løbende aftaler om leje og abonnementer får stadig større betydning og dermed også spørgsmålet om, på hvilke vilkår aftaler indgås. Samtidig ser vi også de mere traditionelle forsøg på vildledning af forbrugerne. Forbrugerombudsmandens rolle er ikke blevet mindre vigtig for samfundet de seneste år, tværtimod.”
Pressekontakt:
Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.