Øvrige nyheder

Selskaber får bøder for at medvirke til ulovlige opkald til forbrugere

Salesgroup ApS (under konkurs) og Leadpartner ApS (under konkurs) er idømt bøder på henholdsvis 500.000 kroner og 175.000 kroner i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens påstand. Det har Københavns Byret afgjort, efter Forbrugerombudsmanden havde politianmeldt selskaberne for at medvirke til ulovligt telefonsalg.

Selskaberne Salesgroup ApS (under konkurs) og Leadpartner ApS (under konkurs) er ved Københavns Byret blevet idømt bøder på henholdsvis 500.000 kroner og 175.000 kroner i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens påstand for at have medvirket til ulovlige opkald til forbrugere.  

Salesgroup tilbød virksomheder at ringe til forbrugere for at sælge virksomhedernes produkter.

Salesgroup er blevet dømt for at have medvirket til ulovlige opkald til 61 forbrugere i perioden fra februar 2019 til juni 2020. Selskabet ringede op til forbrugerne på vegne af to virksomheder med henblik på at sælge bredbånds- og mobilabonnementer til forbrugerne. Telefonsalg til forbrugere af langt de fleste produkter er dog kun lovligt, hvis forbrugerne har accepteret at blive kontaktet af virksomhederne.

De fleste af forbrugerne skulle ifølge Salesgroup have samtykket til at blive kontaktet i forbindelse med deres deltagelse i konkurrencer på internettet. I klagerne til Forbrugerombudsmanden afviste mange af forbrugerne dog at have deltaget i konkurrencerne, og efter Forbrugerombudsmandens opfattelse fremgik det heller ikke tydeligt af de pågældende konkurrencer, at forbrugerne skulle give et samtykke til telefonsalg for at deltage. Derfor havde forbrugerne ikke givet et gyldigt samtykke, selv hvis de skulle have deltaget i konkurrencerne.

Salesgroup havde købt forbrugernes samtykke hos såkaldte leadvirksomheder, herunder Leadpartner, der havde udformet konkurrencerne med henblik på at opnå forbrugernes samtykke til telefonsalg. Leadpartner blev derfor dømt for at have medvirket til flere af de uanmodede telefoniske henvendelser ved som leadvirksomhed at have solgt de ugyldige leads fra 19 af forbrugerne.

Salesgroup blev også dømt for at have vildledt fire af de 61 forbrugere under telefonsamtalen ved blandt andet at give forbrugerne det indtryk, at de ringede på vegne af forbrugerens nuværende internetudbyder.

Selskaberne er taget under konkursbehandling i henholdsvis 2022 og 2023.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger:

”Telefonsalg over for forbrugere er som udgangspunkt forbudt, medmindre forbrugeren har anmodet om opkaldet. Når forbrugerne afviser at have deltaget i konkurrencer og dermed givet samtykke til at blive kontaktet, påhviler det virksomhederne at godtgøre, at forbrugerne faktisk har accepteret at blive kontaktet. Det er ikke tilstrækkeligt at have forbrugernes kontaktoplysninger.”

”Vi har nu behandlet en række straffesager, hvor forbrugere er blevet ringet op ulovligt af virksomheder med henblik på salg af produkter og kan konstatere et markant fald i antallet af klager over telefonsalg. Det skyldes formentlig, at der ikke længere er et marked for køb og salg af forbrugeres samtykke til telefonsalg, som var indhentet via tvivlsomme konkurrencer på internettet.”

Lovgrundlag:

Efter forbrugeraftalens § 4, stk. 1, er det ulovligt for erhvervsdrivende at kontakte forbrugere telefonisk eller personligt med henblik på afsætning af varer eller tjenesteydelser, medmindre forbrugeren forudgående har anmodet den erhvervsdrivende herom. Et samtykke til telefoniske henvendelser skal være en udtrykkelig og utvetydig anmodning om at blive ringet op.  

Der gælder dog enkelte undtagelser til forbuddet i § 4, stk. 1. Ifølge bestemmelsens stk. 2 gælder forbuddet ikke telefoniske henvendelser om bestilling af bøger, tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter, formidling af forsikringsaftaler og tegning af abonnement om redningstjeneste eller sygetransport.

Det følger af markedsføringslovens § 5, stk. 1, at markedsføring ikke må indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne. Videre følger det af markedsføringslovens § 6, stk. 1, at markedsføring ikke må vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger.

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.