Rapport om sundhedsområdet

INDHOLD

• Projektstart
• Undersøgelsens resultat
• A. Markedsføringen af lægemidler
• B. Markedsføring af kosttilskud
• C. Markedsføring af sundhedsydelser
• D. Koordinering

PROJEKTSTART

I efteråret 2005 startede Forbrugerombudsmanden projektet ”Markedsføring på sundhedsområdet”. Projektet gik ud på at undersøge, regler og hvilken praksis der gælder om markedsføring af produkter og tjenesteydelser indenfor sundhedssektoren. Formålet med undersøgelsen var at se, om der er områder, hvor speciallovgivningen ikke dækker hensynet til, hvad der er god markedsføringsskik.

Hvis der fandtes sådanne områder, skulle det vurderes, om der på disse områder er behov for, at Forbrugerombudsmanden går ind i sager om god markedsføringsskik jf. markedsføringslovens § 1.

UNDERSØGELSENS RESULTAT

Undersøgelsen er afsluttet ultimo marts 2006, og der redegøres i det følgende for resultatet af undersøgelsen.

Undersøgelsens hovedkonklusion er, at der ikke er væsentlige områder inden for det undersøgte område, som ikke er dækket af særlige regler. Det skyldes først og fremmest, at der findes en meget omfattende specialregulering om reklame på sundhedsområdet. Der er derfor ikke behov for, at Forbrugerombudsmanden går ind i sager om god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1 på sundhedsområdet.

I forbindelse med projektet, har der været afholdt møder med repræsentanter for henholdsvis Lægemiddelstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen. De var alle enige i, at der normalt ikke vil være brug for markedsføringsloven på sundhedsområdet.

A. MARKEDSFØRING AF LÆGEMIDLER

Lovgivningen og reguleringen omkring reklamering på lægemiddelområdet er omfattende både i forholdet mellem medicinalindustrien og medicinalpersoner (læger, tandlæger, dyrlæger, farmaceuter og studerende inden for et af disse fag) og mellem detailhandel og forbrugere. Reguleringen er efter vores vurdering fyldestgørende, også selv om der i lægemiddellovgivningen ikke er en god skik bestemmelse som i markedsføringsloven.

Reglerne om reklamering på lægemiddelområdet består af en række generelle normer, der er bygget op omkring et krav om saglighed og om, at der ikke må ske vildledning. Meget kan komme ind under begrebet ”saglighed”, hvor sagligheden bunder i en medicinsk vurdering/faglighed. Det er fx ikke sagligt at markedsføre et lægemiddel på samme måde som en sodavand eller en anden dagligdags forbrugsvare. Lægemidler må således ikke markedsføres som et hvilket som helst produkt.

Lægemiddellovens kapitel 7 om ”Reklame for lægemidler m.v.” gælder for alle former for lægemidler herunder for særlige lægemidler, som fx naturlægemidler, vitamin- og mineralpræparater og homøopatiske lægemidler.

Slankemidler, der indtages for at blive kosmetisk slank, er ikke et lægemiddel men et kosttilskud. Der er først tale om et lægemiddel, når det indtages for at helbrede overvægt, og markedsføringen er da omfattet af lægemiddellovgivningen. Der henvises derfor til afsnittet om kosttilskud.

For så vidt angår skjult reklame fremgår det af lægemiddelbekendtgørelsens § 1, at reklame overfor offentligheden skal udformes, så det tydeligt fremgår, at der er tale om en reklame, og at reklamen omhandler et lægemiddel. Skjult reklame er således forbudt.

Der er fastsat regler både i lægemiddelbekendtgørelsen og lægemiddelvejledningen om repræsentation i forbindelse med reklame for og faglige arrangementer o.l. vedrørende lægemidler, ligesom sådanne regler indgår i branchens selvregulering, som sker gennem NMI, Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale.

Særlig salgsfremmende foranstaltninger. Det er blandt andet forbudt i reklameøjemed eller i øvrigt for at fremme salget af et lægemiddel, at yde, tilbyde, love medicinalpersoner økonomiske fordele, rabatter, bonus o.l. eller naturalier. Konkurrencer og udlodninger er også forbudt.

Lægemiddelstyrelsen, der er tilsynsmyndighed, koncentrerer sig om overholdelsen af reglerne på de områder, hvor der ikke er selvjustits, det vil sige reklamering overfor forbrugerne. Styrelsen tager sager op af egen drift men får også konkurrentklager.

NMI, Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale undersøger og kontrollerer for så vidt angår overholdelsen af reglerne på lægemiddelområdet i forholdet til de såkaldte medicinalpersoner. Kontrollen omfatter ikke reglerne, der gælder i forhold til forbrugerne. Medlemskab af NMI er frivillig.

I forholdet mellem medicinalindustrien og medicinalpersoner er begge ansvarlige for overholdelse af reglerne. En ulovlig handling er således ulovlig både for den der giver og tager.

Lægemiddelstyrelsen blander sig som udgangspunkt ikke i denne selvjustits. Det sker dog, at enkelte virksomheder er utilfreds med afgørelser i et af organerne og som derfor forelægger sagen for Lægemiddelstyrelsen.

Den omfattende regulering er på den ene side en konkurrenceretlig regulering. Men spillet om markedsandele kan på den anden side også influere på forbrugerne, først og fremmest i forhold til lægens rådgivning, behandling, valg af medicin og i forhold til hvad apotekerne vælger at have stående på hylderne.

Apoteker og håndkøbsudsalg af lægemidler skal for så vidt angår reklamering følge reklamereglerne i lægemiddellovens kapitel 7 om ”Reklame for lægemidler m.v.”Apotekernes selvregulering sker gennem AEN Apotekernes Etiske Nævn.

Priserne på medicin kan være svære at gennemskue, men den skyldes, så vidt ses ikke manglende regulering, men nærmere en broget regulering blandt andet om tilskud.

Der er efter vores vurdering på lægemiddelområdet ikke behov for, at Forbrugerombudsmanden går ind i sager om god markedsføringsskik jf. markedsføringslovens § 1.

B. MARKEDSFØRING AF KOSTTILSKUD

Kosttilskud er supplement til den daglige kost, og markedsføres ofte med en sundhedsmæssig fordel enten ved en ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning. Kosttilskud betragtes som en fødevare, da det er ment til indtagelse, og hører derfor ind under fødevarelovgivningen.

Fødevarelovgivningen er meget omfattende på området for vildledning og anprisning. Lovgivningen er efter vores vurdering fyldestgørende, selv om fødevarelovgivningen ikke har en god skik bestemmelse.

Markedsføringslovens regler, især markedsføringslovens § 1, finder derfor stadig anvendelse ved markedsføring af kosttilskud, og kan komme i betragtning, når vi er i området uden for vildledningsbestemmelserne.

Der er mange produkter på kosttilskudsmarkedet, og der ses mange eksempler på tvivlsom markedsføring. Området er i fokus hos Fødevarestyrelsen, som er den kompetente myndighed. Der er derfor også nedsat en decideret kosttilskudsgruppe på området. Gruppen har gennemført omfattende kontrol af kosttilskudsområdet bl.a. på Internettet.

Kosttilskudsgruppen har lige gennemført en omfattende kontrol af de husstandsomdelte reklameaviser for skjult og vildledende reklame, og meldt de fundne forhold til politiet.

Problemer relateret til god markedsføringsskik er et område, hvor Forbrugerombudsmanden kan gå ind. Der kan især tænkes på sager med markedsføring over for børn og unge. I praksis er det ikke ofte, at der er sager på god markedsføringsskik.

Fremover vil det være hensigtsmæssigt med et uformelt samarbejde mellem Forbrugerombudsmanden og Fødevarestyrelsen. Såfremt der er sager, som enten ikke dækkes af fødevarelovgivningen eller hvor sagen har aspekter, der berører både Forbrugerombudsmanden og Fødevarestyrelsen, kan der tages en uformel drøftelse af sagen telefonisk.

C. MARKEDSFØRING AF SUNDHEDSYDELSER

Reguleringen af markedsføring af sundhedsydelser er i praksis tilstrækkelig, selv om lov om markedsføring af sundhedsydelser ikke har en god skik bestemmelse. Det kan således komme på tale, at anvende markedsføringsloven, hvis det drejer sig om fx god markedsføringsskik eller særlige salgsfremmende foranstaltninger.

Sundhedsstyrelsen, der er tilsynsmyndighed, ser først og fremmest på, at markedsføring af sundhedsydelser ikke er urimelig og misvisende i forhold til forbrugerne/patienterne. Det drejer sig om patienternes sikkerhed og hensynet til patienterne i øvrigt, og bestemmelsen om vildledning i § 2 [nu § 3] i lov om markedsføring af sundhedsydelser, har vist sig at være tilstrækkelig. I de fleste sager er der brug for en faglig, sundhedsmæssig viden for at vurdere markedsføringen, som sundhedsstyrelsen har til rådighed.

Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at der ikke er brug for en god skik klausul. Spørgsmål om god skik kan være relevant i forholdet konkurrenter imellem, men disse sager er ikke prioriteret hos Sundhedsstyrelsen, der ved optagelsen af sager til behandling navnlig skal lægge vægt på varetagelsen af hensynet til forbrugerne. 

Der har ikke været eksempler på markedsføring rettet mod børn og unge. Hvis en sådan sag skulle opstår, er der en særlig bestemmelse i § 7 i bekendtgørelse om markedsføring af sundhedsydelser, som går ud på, at der skal tages hensyn til børn og unges naturlige godtroenhed eller mangel på erfaring. Børn og unges loyalitetsfølelse må ikke misbruges.

For så vidt angår skjult reklame er der en bestemmelse i § 4 i bekendtgørelse om markedsføring af sundhedsydelser om, at markedsføring af sundhedsydelser skal udformes og præsenteres på en sådan måde, at det tydeligt fremgår, at der er tale om markedsføring af sundhedsydelser. Skjult reklame er således forbudt.

For så vidt angår frit valg området, når det drejer sig om markedsføring af sundhedsydelser, er det ikke umiddelbart til se, hvordan den nye bestemmelse i markedsføringsloven skulle få selvstændig betydning, da området er reguleret i Lov om markedsføring af sundhedsydelser.

Lov om markedsføring af sundhedsydelser omfatter ikke markedsføring af undervisning og kurser i udførsel af sundhedsydelser som fx undervisning i alternativ behandling. Det er således markedsføringsloven der finder anvendelse, når en sådan undervisning bliver markedsført.

Forbrugerombudsmanden har haft få sager på området. Det har i disse sager vist sig, at det er et problem for Forbrugerombudsmanden at tage stilling i sagerne, da en sundhedsfaglig indsigt normalt vil være påkrævet for at kunne vurdere lovligheden af markedsføringen af uddannelserne, en indsigt som Forbrugerombudsmanden ikke har. Denne omstændighed rejser det generelle spørgsmål, om der er behov for en ændring af lov om markedsføring af sundhedsydelser, således, at loven også kommer til at omfatte uddannelser på sundhedsområdet.

Ydelser, som ikke har et sundhedsmæssigt formål.
Markedsføring af ydelser, som kan udføres af ikke autoriserede personer, og som ikke har til hensigt at forbedre personers sundhedstilstand – som fx piercing, tatovering - er ikke omfattet af lov om markedsføring af sundhedsydelser. Dog finder loven anvendelse, hvis det fx er en læge, der markedsfører sådanne ydelser. Loven finder også anvendelse, hvis fx der i samme annonce reklameres for piercing og ultralyd. Så fanger bordet, og Sundhedsstyrelsen vurderer reklamen i sin helhed.

Hvis Forbrugerombudsmanden skal tage stilling til markedsføring af sådanne ydelser, som er en form for indgreb i eller på kroppen, og som kan få sundhedsmæssige konsekvenser for personen, kan der efter vores opfattelse også her blive brug for sundhedsfaglig indsigt - blandt andet om risici - som kan være nødvendig for at kunne vurdere lovligheden af markedsføring af sådanne ydelser, en indsigt som Forbrugerombudsmanden ikke har. Også den omstændighed rejser det generelle spørgsmål, om der er behov for en ændring af lov om markedsføring af sundhedsydelser, således, at loven kommer til at omfatte ydelser som piercing, tatovering mv, i de situationer, hvor vurderingen af den konkrete markedsføring kræver en sundhedsfaglig viden.

KOORDINERING

For at sikre en koordination af administrationen af lov om markedsføring af sundhedsydelser med lov om markedsføring, er der nedsat et kontaktudvalg med repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen og Forbrugerombudsmanden. Der har været afholdt flere møder i kontaktudvalget. Det er hensigten, at der i efteråret 2006 skal foretages en evaluering af hensigtsmæssigheden af en separat lovgivning om markedsføring af sundhedsydelser og af samspillet mellem de 2 områder, bl.a. med henblik på at vurdere behovet for en revision af lovgivningen på området, herunder en eventuel overførelse af lov om markedsføring af sundhedsydelser til markedsføringslovens område.

D. REGULERING

• Lov nr. 1180 af 12. december 2005 om lægemidler
• Bekendtgørelse nr. 793 af 10. september 2001 om reklame for lægemidler
• Vejledning om reklame for lægemidler fra 5. oktober 1998.
• Bekendtgørelse nr. 1180 af 12. december 2005 om reklame for tandplejeprodukter
• Lovbekendtgørelse nr. 657 af 28. juli 1995 om apotekervirksomhed
• Bekendtgørelse nr. 1188 af 6. december 2004 om forhandling af håndkøbslægemidler uden for apotek
• Vejledning om forhandling af håndkøbslægemidler uden for apotek
• Bekendtgørelse 695 af 28. september 1998 om reklame for medicinsk udstyr.
• Fødevareforordning nr. 178/2002 af 28. januar 2002
• Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2002/46/EF af 10. juni 2002 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud. (fødevareforordningen)
• Lov nr. 526 af 24. juni 2005 om Fødevarer, som trådte i kraft den 1. januar 2006, jf. bekendtgørelse nr. 1093 af 14. november 2005 om ikrafttræden af lov om fødevarer. (fødevareloven) Loven tilstræber en teknisk tilpasning af den danske fødevarelov til EU-retsakter på fødevareområdet.
• Bekendtgørelse nr. 1308 af 14. december 2005 om mærkning m.v. af fødevarer (mærkningsbekendtgørelsen)
• Bekendtgørelse nr. 683 af 21. juli 2003 om kosttilskud. Bekendtgørelsen implementerer direktiv 2002/46/EF. (kosttilskudsbekendtgørelsen
• Vejledning om kosttilskud fra september 2005
• Lov nr. 326 af 6. maj 2003 om markedsføring af sundhedsydelser
• Bekendtgørelse nr. 738 af 21. august 2003 om markedsføring af sundhedsydelser
• Vejledning om markedsføring af sundhedsydelser fra 21. august 2003
• Lov nr. 494 af 30. juni 1993 om psykologer mv.