Hvad gælder der for reklamer i podcasts?
Skjult reklame er forbudt i alle medier, også i podcasts. Derfor skal du tydeligt oplyse, hvis du laver en podcast med reklame.
Hvis en virksomhed indgår en sponsoraftale med et medie om at betale en podcast, og aftalen indebærer et samarbejde med virksomheden om at fastlægge de overordnede rammer for podcasten, er der kommercielle interesser med podcasten, og det skal være tydeligt for lytterne.
En podcast med reklame vil i hvert fald være tilstrækkeligt markeret, hvis det bliver tydeligt oplyst i overskriften eller teksten til podcasten, at podcasten er ”Reklame”. Det vigtigste er, at lytterne er klar over de kommercielle interesser, når de begynder at lytte til podcasten. Hvis man kan begynde at lytte til podcasten uden at have set overskriften eller teksten til podcasten, skal de kommercielle interesser med podcasten også oplyses tydeligt som det første i selve podcasten.