Begrænset adgang til transaktionsoversigter, oplysning om gebyr og urimelig fremgangsmåde for opsigelse af aftale

En umiddelbar adgang for kortindehavere til deres seneste 200 transaktioner opfyldte ikke kravene i betalingstjenesteloven. Oplysning om gebyr for transaktionsoversigter var i strid med markedsføringsloven. Den af kortudbyder krævede fremgangsmåde for opsigelse af en aftale var i strid med markedsføringsloven.

Kortindehaverne kunne via deres personlige login på en hjemmeside alene se de seneste 200 transaktioner vedrørende rejsehistorik, herunder dato, tid og sted samt prisen i danske kroner. Kortindehaverne skulle selv  rette henvendelse til udbyderen af betalingssystemet få adgang til deres rejsehistorik i papirform, der var ældre end de seneste 200 transaktioner.

Det fremgår af betalingstjenestelovens § 53, stk. 1, at når en betalingstransaktion er debiteret kortindehavers konto, skal udbyder give oplysning herom, og jf. § 47, stk. 1 og 2, skal oplysningerne meddeles på papir eller et andet varigt medium på en klar og letforståelig måde. Endvidere indeholder § 63 en indsigelsesfrist for kortindehaveren til snarest muligt og senest 13 måneder efter debiteringen af en transaktion at gøre indsigelse om, at en transaktion er uautoriseret eller fejlbehæftet.

Forbrugerombudsmanden fandt, at udbyderens papirbaserede løsning ikke levede op til kravene efter § 53, stk. 1 og 2, om henholdsvis løbende levering eller meddelelse af oplysningerne mindst en gang om måneden.

Da kortindehaverne kun havde adgang til de seneste 200 transaktioner, levede systemet ikke op til § 63, fordi ikke alle kortindehavere havde mulighed for søgning af betalingstransaktioner mv. i et tidsrum på op til 13 måneder. Dette nævnte indebar samtidig, at kravet til et varigt medium, som defineret i betalingstjenestelovens § 6, stk. 1, nr. 14, ikke var opfyldt, og dermed var betingelserne i § 53, stk. 1, heller ikke opfyldt.

Det fremgik endvidere af forretningsbetingelserne, at udbyderen opkrævede gebyr for fremsendelse af rejsehistorik i papirform til kortindehaverne, selvom dette ikke var tilfældet.

Af betalingstjenestelovens § 42, stk. 1, fremgår, at en udbyder ikke må kræve betaling for oplysninger, som bl.a. skal leveres efter § 53. Forbrugerombudsmanden fandt det derfor vildledende og i strid med god markedsføringsskik at opretholde denne prisinformation i forretningsbetingelserne.

Kortindehaverne kunne via deres personlige login tilmelde sig automatisk optankning af deres kort ved kortoprettelsen eller senere. Ved opsigelse af aftalen var kortindehaveren derimod henvist til telefonisk at kontakte til den trafikvirksomhed som administrerede den automatiske optankning og af systemtekniske årsager møde personligt op med deres kort på et bemandet salgssted, for at aftalen kunne bringes til ophør.

Et vilkår, hvorefter en opsigelse af en aftale uden saglig begrundelse skal ske på en anden og mere byrdefuld måde for forbrugeren, end den måde som vilkåret blev indgået på, kan efter omstændighederne udgøre et urimeligt aftalevilkår eller være i strid med god markedsføringskik, idet vilkåret kan medvirke til, at forbrugeren i længere tid fastholdes i et uønsket aftaleforhold. Det samme gør sig som udgangspunkt gældende, hvis et vilkår bestemmer, at en opsigelse skal ske på en bestemt måde, når en opsigelse, der er kommet frem på anden vis, vil have samme retsvirkning.

Da kortindehaverne benyttede en beskyttet side til aftaleindgåelsen, måtte der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse foreligge en saglig begrundelse, for at afmelding eller ændring af aftalen, ikke kunne gennemføres via hjemmesiden. Udbyders henvisning til den tekniske indretning af betalingssystemet udgjorde efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke en tilstrækkelig saglig begrundelse.