Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
11/00124
Lovgivning
- 1
Erhvervsdrivende er ikke underlagt generel kontraheringspligt
Et folketingsmedlem stillede spørgsmål om en kundes muligheder, hvor kunden af en erhvervsdrivende nægtes adgang til at handle eller få udført en tjenesteydelse. Forbrugerombudsmanden oplyste, at erhvervsdrivende ikke er underlagt en generel kontraheringspligt.
Spørgsmål fra et folketingsmedlem: ”Hvilke muligheder har en kunde, der af en ejer af en specialbutik nægtes adgang til at handle eller få udført serviceopgaver, særligt i den situation, hvor der er meget langt til en alternativ leverandør.”
Forbrugerombudsmanden oplyste i sit svar, at efter markedsføringsloven skal de erhvervsdrivende udvise god markedsføringsskik, hvilket bl.a. indebærer, at de skal overholde reglerne i den civilretlige forbrugerbe-skyttelseslovgivning og den gældende lovgivning i øvrigt.
Der gælder ikke i dansk ret en generel kontraheringspligt - hverken med hensyn til valget af aftalepartner eller indholdet af aftalen. Det vil sige, at en erhvervsdrivende som hovedregel frit kan bestemme, hvilke aftaler han eller hun vil indgå og med hvem. Der kan dog på særlige områder være fastsat regler i særlovgivningen, der under visse forudsætninger pålægger de berørte erhvervsdrivende en kontraheringspligt, fx forsyningspligtige virksomheder i relation til levering af elektricitet eller gas eller inden for området for lovpligtige ansvarsforsikringer af hunde eller motorkøretøjer mv.
Uanset ovennævnte udgangspunkt vil der dog kunne være tale om en overtrædelse af markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, såfremt en erhvervsdrivende på et diskriminerende grundlag udelukker særlige kundegrupper. Der kan i den forbindelse henvises til opremsningen i § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 626 af 29. september 1987 af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. af, hvilke kriterier det er forbudt at forskelsbehandle på baggrund af. Det drejer sig om en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Når det særligt gælder tjenesteydelser, kan der endvidere henvises til § 5 i lov nr. 384 af 25. maj 2009 om tjenesteydelser i det indre marked, hvori det for en række tjenesteydelser er fastsat, at en tjenestemodtager ikke må udsættes for diskrimination begrundet i sin nationalitet, vedtægtsmæssige hjemsted eller opholdssted, medmindre de forskellige betingelser for adgangen til en tjenesteydelse er begrundet i objektive kriterier.
Hvorvidt en erhvervsdrivende evt. i medfør af konkurrenceloven konkret kan blive pålagt en leveringspligt, ligger uden for Forbrugerombudsmandens tilsynsmyndighed.