Afgrænsningen mellem fritstående lån og kreditformidlingsaftaler

Definitionen af oprindelige trepartsforhold i kreditkøbsloven og kreditaftaleloven

Kreditkøbslovens ikrafttræden i 1983 medførte en væsentlig styrkelse af forbrugerens retsstilling i forhold til de tidligere regler i afbetalingsloven. En væsentlig nydannelse var, jf. betænkning om køb på kredit, at regulere "de oprindelige trepartsforhold og forbedre køberens retsstilling ved at give ham mulighed for at fremsætte indsigelser og krav i anledning af købet, ikke alene mod sælgeren men også mod tredjemand".

Disse såkaldte oprindelige trepartsforhold er nærmere beskrevet i kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2, hvorefter der foreligger et kreditkøb, når købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren. Reglerne om oprindelige trepartsforhold er uden ændringer af betydning videreført i den nye lov om kreditaftaler, jf. lovens § 5, som trådte i kraft pr. 1. januar 1991.

Udviklingen fra afbetalingskøb til andre finansieringsformer

Efter kreditkøbslovens vedtagelse ændrede finansieringsmønstret sig, navnlig efter "kartoffelkuren" i 1986, der yderligere skærpede kreditgivers forpligtelser. De tidligere så almindeligt anvendte afbetalingskøb, hvor sælgeren selv forestod finansieringen, benyttes stort set ikke mere. I stedet finansieres købet ved et arrangement, hvor sælgeren formidler kontakten til et finansieringsselskab, der yder køberen et lån.

Finansieringsselskaberne tilstræber i vidt omfang at udfærdige disse arrangementer således, at forholdet falder uden for kreditkøbsloven. Forbrugerombudsmanden modtager således løbende forespørgsler fra finansieringsselskaber, der ønsker oplyst, om et lånearrangement er i strid med markedsføringsloven - underforstået, fordi arrangementet er omfattet af kreditkøbsloven, uden at lovens regler om bl.a. mindsteudbetaling er overholdt.

Kreditfinansiering gennem finansieringsselskab og forholdet til kreditaftalelovens § 5

Sammenkoblingen mellem køb og lån sker typisk på den måde, at sælgeren ved forbrugerens henvendelse i forretningen orienterer om en eller flere muligheder for finansiering af købet. Sælgeren udleverer et låneansøgningsskema, som forbrugeren med sælgerens hjælp udfylder. Ansøgningen sendes - medens kunden venter - af sælgeren pr. telefax til finansieringsselskabet, der efter en vurdering af kreditværdigheden bl.a. på baggrund af oplysningerne i ansøgningsskemaet, giver tilbagemelding til sælgeren, om lånet er bevilget. Såfremt lånet bevilges, kan låntageren i princippet vælge, hvorledes lånebeløbet skal udbetales, men i praksis udbetales lånet direkte til sælgeren.

Finansieringsselskaberne hævder, at et sådant lånearrangement falder uden for kreditaftalelovens § 5. Synspunktet er, at lånet ikke kan anses for at være ydet på grundlag af en aftale herom mellem sælgeren og finansieringsselskabet. Der foreligger derfor ifølge selskaberne et "fritstående lån", som ikke er omfattet af bestemmelserne om kreditkøb. Lånet adskiller sig i princippet ikke fra et pengeinstitutlån eller andre lån, som en forbruger kan optage og disponere over.

Set med forbrugerens øjne er netop denne finansiering imidlertid kommet i stand som følge af et initiativ fra sælgeren. Sælgerens aktive rolle i forbindelse med låneformidlingen må naturligt af forbrugeren opfattes som et udslag af en forudgående aftale om kreditformidling mellem sælger og finansieringsselskab. Det ligger imidlertid i sagens natur, at det er overordentlig vanskeligt for forbrugeren at bevise, at der er en sådan samarbejdsaftale.

Mulige ulemper for forbrugeren ved en finansiering gennem et af sælgeren anvist finansieringsinstitut

Sammenkoblingen mellem køb og kredit kan - som ved det klassiske afbetalingskøb - på grund af sælgerens interesse i at afsætte sine varer indebære en nærliggende risiko for, at forbrugeren af usaglige grunde påvirkes til at optage lån hos det finansieringsselskab, som sælgeren anbefaler, i stedet for nærmere at undersøge lånemarkedet og sikre sig et lån med de efter hans forhold mest fordelagtige lånevilkår.

Forbrugeren kunne herved muligvis have opnået et billigere lån i sit eget pengeinstitut, hvilket normalt er væsentligt billigere end et lån optaget efter henvisning fra en detailhandler. Dette gælder, uanset at finansieringsselskabet ofte er ejet af et pengeinstitut. En henvendelse til en konkret bank samt til dennes finansieringsselskab viste således en forskel i udlånsrenten på 8,14 - 10,40 % p.a. for et forbrugslån. I pengeinstituttet blev renten oplyst til 15,5 - 17,5% p.a. med kvartårlig rentetilskrivning, svarende til en nominel årlig rente på 16,42 - 18,68 %, og i finansieringsselskabet var renten 2 % pr. måned, svarende til en nominel årlig rente på 26,82 %. Denne forskel i prisen for et forbrugslån bliver i almindelighed begrundet med, at finansieringsselskabets kundekreds generelt er mindre kreditværdig end pengeinstituttets, og finansieringsselskabet kræver derfor betaling for den øgede risiko.

Retspraksis og nævnspraksis

Der foreligger tre nyere landsretsdomme, der belyser afgrænsningsproblemerne mellem oprindelige trepartsforhold og fritstående lån.

De to af sagerne vedrørte en tvist mellem et finansieringsselskab og en udlægshaver, der påstod, at et løsørepantebrev var ugyldigt efter kreditkøbslovens § 9, stk. 1, idet der forelå et kreditkøb efter § 1, stk. 2, nr. 2. Landsretten fandt i begge disse sager, at der var tale om et fritstående lån, idet der ikke mellem sælger og finansieringsselskab var indgået en aftale om finansiering af sælgernes salgsaftaler.

I Vestre Landsrets dom af 18. marts 1988 (1. afdeling B 2533/1987) lagde retten til grund, at køberen havde kontaktet finansieringsselskabet på eget initiativ, at selskabets lånebedømmelse var sket uden henvendelse til sælger, og at sælger alene efterfølgende havde medvirket ved lånedokumentets ekspedition.

I Østre Landsrets dom af 19. oktober 1988 (7. afdeling nr. 70/1987) forelå det oplyst, at sælgeren var i besiddelse af materiale fra en række finansieringsselskaber, og at han vejledte kunderne om de forskellige finansieringsmuligheder samt medvirkede ved ekspeditionen af lånedokumenterne. Endvidere forelå der en noget vag forklaring fra sælgeren om, at han mente at være kommet i besiddelse af finansieringsmaterialet via en konsulent. En nærmere afklaring af omstændighederne i forbindelse med finansieringsselskabets udlevering af sit finansieringsmateriale til sælgeren, herunder karakteren af konsulentens besøg, kunne muligvis have medført et andet resultat.

I begge disse domme drejede sagen sig som nævnt om en tvist mellem forbrugerens kreditorer, hvor forbrugeren ikke selv var direkte involveret, og hensynet til forbrugerens retsbeskyttelse derfor kun indgik mere indirekte. Der forelå da heller ikke i nogen af sagerne en redegørelse fra forbrugerene om, hvorledes lånearrangementerne var kommet i stand.

Den nyeste Vestre Landsrets dom af 14. maj 1991 (5. afd. ankesag B 2253/1988) vedrørte en tvist mellem et finansieringsselskab og en forbruger, der gjorde gældende, at der forelå et kreditkøb efter § 1, stk. 3, nr. 2, jf. stk. 2, nr. 2, med den virkning, at et løsørepantebrev var ugyldigt efter § 9, og finansieringsselskabet efter § 16, stk. 2, måtte holde sig til tilbagetagelse af det solgte.

Efter det oplyste i sagen havde forbrugeren oprindeligt ønsket finansiering gennem et andet finansieringsselskab, men fik afslag. Forhandleren, der havde brochurer fra alle finansieringsselskaber og ligeledes brugte forskellige selskaber i forbindelse med finansiering, havde herefter henvist til blandt andet det omhandlede finansieringsselskab. Forhandleren medvirkede ved ekspeditionen af lånedokumenterne, og lånet blev udbetalt direkte til forhandleren. Ifølge finansieringsselskabet forelå der ingen aftale mellem selskabet og forhandleren, og man var bekendt med, at forhandleren også henviste til andre finansieringsselskaber. Finansieringsselskabet foretog en individuel vurdering af hver enkelt låneansøgning, og lånebeløbet kunne benyttes til køb af en tilsvarende bil hos en anden bilforhandler.

Under hensyn til det oplyste om forretningsgangen i forbindelse med finansieringen samt om grundlaget for finansieringsselskabets stillingtagen til en lånebegæring, fandt Landsretten ikke, at der havde foreligget nogen aftale om finansiering mellem sælgeren og finansieringsselskabet som angivet i kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2.

Forbrugerklagenævnet har i flere afgørelser taget stilling til, om forbrugeren kunne påberåbe sig de for kreditkøb gældende regler. I nogle af sagerne har nævnet fastslået, at der forelå fritstående lån, men nævnet har i to sager (j.nr. 89-234-143 og j.nr. 89-234-115) fundet, at købene var omfattet af reglerne om kreditkøb. Begge sager drejede sig om vandsenge, købt i den samme forretning, og købene var blevet finansieret gennem lån ydet af et bankejet finansieringsselskab. Lånene var kommet i stand ved, at sælgeren havde udleveret låneansøgningsskemaer, som klagerne udfyldte i forretningen. De udfyldte låneansøgninger var af sælgeren blevet telefaxet til finansieringsselskabet, der umiddelbart efter bevilgede lånebeløbene og udbetalte disse til sælgeren, som havde anbefalet klagerne at vælge denne fremgangsmåde. Sengene blev leveret uden det bestilte tilbehør, og klagerne var derfor berettiget til at hæve købene over for sælgeren, der imidlertid var gået konkurs.

Klagerne gjorde gældende, at der forelå et oprindeligt trepartsforhold, og at hævebeføjelsen derfor kunne gøres gældende over for finansieringsselskabet efter reglerne i kreditkøbslovens § 12, stk. 1. Ifølge klagerne havde sælgeren ladet forstå, at man havde en aftale med finansieringsselskabet.

Finansieringsselskabet forklarede bl.a., at man på eget initiativ fremsender brochurer til adskillige forretninger, og at der ikke mellem de enkelte forretninger og selskabet foreligger nogen form for aftale om at yde lån til forretningens kunder. Finansieringsselskabets konsulent havde pr. telefon samt ved personligt møde instrueret sælgeren om brugen af lånearrangementet. Det omhandlede år havde finansieringsselskabet registreret syv ansøgninger indsendt via forretningen, hvoraf man havde afslået de tre. Finansieringsselskabet anførte, at bevillingen af lånet alene skete på grundlag af oplysningerne i ansøgningsblanketten, og at låneaftalen måtte betragtes som et fritstående lån.

Nævnet fandt i begge sager, at der var sket en sådan sammenkædning mellem finansieringen og købet, at der forelå et kreditkøb. Nævnet lagde vægt på, at finansieringen var sket som led i et samarbejde mellem sælgeren og finansieringsselskabet, der havde instrueret sælgeren om fremgangsmåden, samt at lånet var kommet i stand ved klagernes henvendelse i forretningen og under sådanne omstændigheder, at klagerne måtte få det indtryk, at lånet blev ydet på grundlag af en aftale mellem sælger og finansieringsselskab.

Yderligere anførtes som momenter, der bestyrkede, at der forelå en aftale mellem de indklagede, at banken bag finansieringsselskabet var sælgerens bankforbindelse, samt at sælgeren tidligere havde fået finansieret sine kreditsalg gennem det pågældende finansieringsselskab. I den ene af sagerne mente et mindretal i nævnet, at der var tale om et fritstående lån.

En lignende afgørelse er truffet i Pengeinstitutankenævnet i en kendelse af 10. juli 1989. Sagen vedrørte en klage over beregningen af kreditomkostningerne i forbindelse med køb af et møblement, hvor købet blev finansieret af en sparekasse. Lånet var formidlet af sælgeren, der bl.a. havde udfyldt låneansøgningen samt telefonisk kontaktet sparekassen. I gældsbrevets fortrykte tekst var bl.a. anført, at låneprovenuet alene tjente til dækning af købesummen på de pågældende varer. Ankenævnet udtalte, at der efter det om omstændighederne ved låneoptagelsen oplyste og efter indholdet af det oprettede gældsbrev var en sådan sammenkædning mellem lånet og købet, at forholdet var omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2.

Forbrugerombudsmandens skrivelse af 23. november 1990

Ved brev af 23. november 1990 har Forbrugerombudsmanden meddelt, at han ikke længere kan acceptere, at et lån betragtes som et fritstående lån, blot udbetalingen sker til forbrugeren og ikke til sælgeren. Der bør anlægges en mere nuanceret vurdering af disse lånearrangementer. Ved afgørelsen bør der tages hensyn til, at det kan være særdeles vanskeligt for forbrugeren at løfte bevisbyrden for, at der foreligger en aftale om finansiering mellem långiver og sælger. Der bør ikke stilles alt for strenge krav til beviset, hvis det skal sikres, at forbrugeren reelt opnår den retsbeskyttelse, som han har krav på efter kreditkøbslovens bestemmelser. Fremtræder samvirket mellem sælger og långiver på en sådan måde, at låntager må få det indtryk, at lånet ydes på grundlag af den forbindelse, der foreligger mellem långiver og den formidlende forretning, må formodningen være for, at der foreligger en aftale om finansiering mellem forretning og långiver.

Som eksempel på momenter, der kan indicere, at lånet rent faktisk er ydet på baggrund af en aftale mellem långiver og sælger, nævnes

• at sælger annoncerer med formidling af finansiering til køb i forretningen
• at sælger kun formidler finansiering gennem et finansieringsselskab
• at sælger tidligere har fået finansieret sine kreditsalg gennem den pågældende långiver
• at sælger modtager vederlag eller markedsføringstilskud fra långiver
• at finansieringsselskabet har instrueret sælger i fremgangsmåden vedrørende ekspedition af lånene
• at sælger har ydet bistand i forbindelse med ekspedition af lånet
• at sælger har fuldmagt til at udstede checks på långivers vegne
• at sælger har påtaget sig at indfri lånet ved misligholdelse af låneaftalen

Forbrugerombudsmanden har videre meddelt, at finansieringsselskaber, der medvirker i lånearrangementer, hvor lånet formidles af sælger i forbindelse med låntagers køb hos sælgeren, løber en betydelig risiko for, at arrangementerne efter en konkret vurdering vil blive anset som kreditkøb.

Under drøftelserne med erhvervsorganisationer m.v. var der fra de erhvervsdrivendes side kun en meget ringe forståelse for Forbrugerombudsmandens synspunkter. Forbrugerombudsmanden nævnte i forbindelse med offentliggørelsen af det ovennævnte brev, at det kunne blive nødvendigt at lade Sø- og Handelsretten tage stilling til disse lånearrangementer under en konkret sag.

Den nærmere afgrænsning mellem fritstående lån og oprindelige trepartsforhold

En nøjagtig afgrænsning mellem oprindelige trepartsforhold og fritstående lån er vanskelig at foretage og kompliceres af, at udover spørgsmålet om, hvilke krav der stilles, for at der

foreligger en aftale om finansiering mellem sælger og tredjemand, er problemet i lige så høj grad, hvilke beviser der kræves. En gennemgang af teori og retspraksis giver da heller ikke noget klart svar på afgrænsningsproblemet.

For at finansieringen kan anses sket på grundlag af en aftale mellem sælger og tredjemand, hvorefter denne påtager sig at finansiere købet, skal der ifølge betænkningen om køb på kredit foreligge en egentlig aftale i aftaleretlig forstand, men aftalen kan være udtrykkelig eller stiltiende. Det nævnes videre, at aftalen må fortolkes "som et ret vidt begreb", men uden at der nærmere gøres rede herfor. I den kommenterede kreditkøbslov anføres, at der kan foreligge en "sådan indforståelse mellem sælger og tredjemand og en sådan sammenkædning mellem købet og finansieringen, at lånet fra pengeinstituttet må anses for indrømmet køberen på grundlag af en aftale mellem sælgeren og pengeinstituttet".

Det har været anført, at kravet om, at lånet skal være ydet efter en aftale med sælger, må indebære, at der skal foreligge et bindende løfte fra tredjemand til sælgeren om under visse nærmere fastlagte omstændigheder at ville yde køberen et lån. Det forudsættes herved, at sælgeren kan gøre misligholdelsesretsvirkninger gældende over for tredjemand, såfremt lånet ikke ydes i overensstemmelse med løftet. Der peges i den forbindelse på, at såfremt tredjemands långivning beror på en fri og individuel bedømmelse af den enkelte købers forhold, består der ikke en pligt til finansiering, og långivningen kan derfor ikke henføres under bestemmelserne om kreditkøb.

Umiddelbart forekommer det ikke at være et egnet udgangspunkt for vurderingen af karakteren af et faktisk gennemført lånefinansieret køb at lægge afgørende vægt på det rent hypotetiske spørgsmål, om sælger ville kunne have gjort misligholdelsesbeføjelser gældende, såfremt det pågældende lån ikke var blevet ydet.

En sådan bastant fastlæggelse af aftalekravet vil lægge op til omgåelse og i realiteten gøre forbrugerbeskyttelsen ved trepartsforhold illusorisk. Sælger og långiver vil forholdsvis nemt kunne indrette sig således, at et arrangement, der i realiteten er et trepartsforhold, udadtil ikke fremtræder sådan. Det er mere naturligt at opfatte en aftale om et samarbejde mellem sælger og tredjemand, hvor tredjemand yder lån til de købere, som henvises af sælger, såfremt køberne opfylder de krav, tredjemand almindeligvis stiller ved lånebedømmelsen, som en samarbejdsaftale mellem sælger og tredjemand om finansiering af potentielle køberes køb hos sælgeren. Forholdet kan sammenlignes med en ekstern kontoaftale, som ifølge kreditkøbsudvalgets betænkning betragtes som et oprindeligt trepartsforhold. Et eksternt kontosystem foreligger, hvor en særlig kontoorganisation ved aftale med en række handlende forpligter sig til at finansiere de køb, som de forbrugere, der er fundet kreditværdige af kontoorganisationen, foretager hos de pågældende handlende. Det forudsættes således, at kunden er tilsluttet organisationen, i hvilken forbindelse organisationen foretager en individuel bedømmelse af den enkelte kontoansøgning.

Ved bedømmelsen af, om der foreligger et oprindeligt trepartsforhold eller et fritstående lån, har der endvidere været lagt afgørende vægt på forbrugerens mulighed for at disponere frit over lånebeløbet.

Forbrugerombudsmandsinstitutionen har således tidligere udtalt, at lån, som indsættes på låntagers konto, eller som tilsendes låntager pr. check, må betragtes som fritstående lån, hvorimod lån, som kun kan udnyttes til køb i den pågældende forretning, er omfattet af kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2.

Dette forhold kan imidlertid heller ikke være afgørende. Forbrugerens teoretiske mulighed for at vælge at få lånebeløbet udbetalt direkte kan ikke i sig selv gøre lånet fritstående. De eksisterende lånearrangementer er typisk baseret på, at forbrugeren henvender sig i en forretning, hvor sælgeren formidler lånet til det pågældende finansieringsselskab. I brochurematerialet fra et af de større finansieringsselskaber er det eksempelvis om fremgangsmåden bl.a. anført, at "... du afleverer din låneansøgning i butikken ...". Da det ikke er forbrugeren selv, der henvender sig direkte til finansieringsselskabet, er hans reelle mulighed for frit at disponere over beløbet nærmest illusorisk.

Efter sagens natur "ligger det i luften", at sælgerens formidling af lånet forudsætter, at lånet i hvert fald delvis benyttes til køb af varer i forretningen. Der er da heller ikke i det materiale, som Forbrugerstyrelsen har kendskab til, eksempler på, at udbetalte lånebeløb er benyttet til køb hos andre end sælgeren.

Forbrugerklagenævnet har som nævnt også statueret, at der forelå et oprindeligt trepartsforhold, uanset at forbrugeren ifølge låneansøgningen havde mulighed for at vælge, hvorledes og til hvem lånebeløbet skulle udbetales.

Sammenfattende bemærkninger

Sammenfattende må det fastslås, at afgørelsen af, om der foreligger et oprindeligt trepartsforhold eller et fritstående lån, må træffes efter en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i det enkelte lånearrangement. Det er vigtigt at holde sig dette for øje og undlade at tillægge et enkelt moment afgørende betydning, idet erfaringen har vist, at den tilsigtede regulering af oprindelige trepartsforhold herved forholdsvis let kan omgås. Generelt må det siges, at i jo højere grad lånearrangementet er baseret på sælgers medvirken, desto større er muligheden for, at det lånefinansierede køb anses for et kreditkøb.

Litteratur: Peter Blok: Juristen 1980.5, Jens Anker Andersen, Lene Pagter Kristensen, Ole Unmack Larsen og Hugo Wendler Pedersen: Kreditkøbsloven s. 64 ff, Nørager Nielsen og Theilgaard: Kreditkøb s. 31 f, Børge Dahl: Juristen 1985.59 ff og KARNOV 1989 s. 2938, Henrik Rothe: U 1986 BS 148 ff, Lennart Lynge Andersen: Fuldmægtigen 1989 s. 127 ff, Jens Anker Andersen: Fuldmægtigen 1990 s. 27 ff og Lennart Lynge Andersen: Lov om Kreditaftaler med kommentarer s. 60 ff samt Fuldmægtigen nr. 6 1991 s. 83 ff.

Juridisk Årbog 1991, side 22-29