Afgørelse

Sagsnummer
19/07955

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 10

Virksomhed erkendte overtrædelse og vedtog en administrativ bøde

En erhvervsdrivende betalte en administrativ bøde på 10.600 kr. for at have overtrådt markedsføringslovens § 10, stk. 1.

Forbrugerombudsmanden modtog i perioden januar til august 2019 klager fra 50 modtagere over i alt 106 uanmodede mails og sms’er indholdene markedsføring fra den erhvervsdrivende. Flere af modtagerne havde adskillige gange forgæves forsøgt at afmelde sig henvendelserne.

Virksomheden havde desuden sendt tre e-mails med markedsføring til Forbrugerombudsmandens spampostkasse, uden at Forbrugerombudsmanden havde givet samtykke hertil.

Af markedsføringslovens § 10, stk. 1 fremgår det, at virksomheder ikke må rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, fx mail eller sms, med henblik på direkte markedsføring, medmindre modtageren har givet sit forudgående samtykke til det.

Da modtagerne af markedsføringen ved at klage til Forbrugerombudsmanden har tilkendegivet, at de ikke mener, at de elektroniske henvendelser med markedsføringen fra virksomheden skete efter samtykke, måtte det ifølge Forbrugerombudsmanden påhvile virksomheden at dokumentere, at de havde et forudgående samtykke fra samtlige modtagere.

Virksomheden oplyste, at virksomheden ikke selv havde sendt markedsføringen via elektronisk post, men havde overladt arbejdet til underleverandører og dermed sendt henvendelser via et såkaldt affiliate-netværk.

Det er virksomhedernes ansvar at sikre, at de forbrugere, de kontakter, har givet samtykke til at modtage markedsføring. Det ansvar kan virksomhederne ikke fralægge sig, selvom de betaler underleverandører for at stå for markedsføringen.

Virksomheden var imidlertid ikke i stand til at påvise dokumentation for, at modtagerne havde givet samtykke og det var derfor Forbrugerombudsmandens vurdering at de sendte mails og sms’er var i strid med markedsføringslovens § 10, stk. 1

Virksomheden erkendte overtrædelsen og vedtog en administrativ bøde.


Administrativt bødeforlæg

I sager om overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 1, kan sagen afgøres uden retssag, hvis virksomheden, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og betaler en bøde. Det følger af bekendtgørelse om anvendelse af administrative bødeforelæg ved overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 1, der er udstedt i medfør af markedsføringslovens § 38, stk. 1.

Forbrugerombudsmanden fastsatte bøden ud fra bemærkningerne til markedsføringslovens § 10, stk. 1, hvoraf det fremgå, at bøden i førstegangstilfælde er 10.000 kr. for op til 100 ulovlige henvendelser. Foreligger der mere end 100 overtrædelser gives en bøde på 100 kr. for hver overtrædelse.