En reklamehenvendelse, hvor der kun er en adresse, er ikke en henvendelse til en bestemt fysisk person omfattet af markedsføringslovens § 6, stk. 3.

Af markedsføringslovens § 6, stk. 3, fremgår, at erhvervsdrivende ikke må rette henvendelse til en bestemt fysisk person, hvis den pågældende har frabedt sig reklamehenvendelser ved registrering på Robinsonlisten i CPR registret, eller har frabedt sig det direkte over for den erhvervsdrivende.

Højesteret fandt med henvisning til forarbejderne imidlertid, at en henvendelse med en adresse påtrykt - men uden navn - ikke var omfattet af markedsføringslovens § 6, stk. 3, idet kravet om, at der skal være tale om en henvendelse til en bestemt fysisk person, ikke kunne anses for opfyldt.

Det var således ikke tilstrækkeligt til at blive anset for omfattet af bestemmelsen, at der var en adresse på henvendelsen.

Sø - og Handelsretten havde i dom af den 6. maj 2011 nået frem til det modsatte resultat.

Konsekvensen af Højesterets dom er, at erhvervsdrivende godt må uddele reklamehenvendelser til personer uden at tjekke Robinsonlisten, jf. markedsføringslovens § 6, stk. 3, selvom der er en adresse på henvendelsen.

Sådanne henvendelser med adresse - men uden navn - er til gengæld pr. 1 januar 2014 blevet omfattet af ”Nej tak” ordningen, der regulerer omdelingen af adresseløse reklamer og gratisaviser.

Højesteret var dog enig med Forbrugerombudsmanden i, at et omslag, hvor der er trykt annoncer fra andre erhvervsdrivende, eller hvor der er omtale af distributørens egne produkter, er en henvendelse med henblik på afsætning, også selvom der tillige forekommer redaktionelle tekster på omslaget.

Højesteret fandt derfor, at et sådant sagen omhandlede omslag var omfattet af markedsføringslovens § 6, stk. 3, når der var påtrykt både navn og adresse.