Annoncekoncept for el-sparepærer

En samarbejdsorganisation for en række elforsyningsselskaber anmodede Forbrugerombudsmanden om at afgive forhåndsbesked, jf. markedsføringslovens § 18, stk. 1 [nu § 25, stk. 1], om en påtænkt annoncekampagne for A-sparepærer. Hverken samarbejdsorganisationen eller de dertil knyttede elforsyningsselskaber havde kommerciel interesse i afsætning af energisparepærer.

Baggrunden for den påtænkte kampagne var bestemmelsen i § 1 i Energiministeriets bekendtgørelse nr. 350 af 3. maj 2000 om energibesparelsesaktiviteter i kollektive elforsyningsvirksomheder, hvorefter »netforsyningsvirksomhederne skal planlægge og gennemføre energibesparelsesaktiviteter i deres forsyningsområder i overensstemmelse med miljømæssige og samfundsøkonomiske hensyn«. Af § 1, stk. 2, fremgår, at energibesparelsesaktiviteter omfatter aktiviteter, der har til formål at fremme en effektiv anvendelse af elektricitet og udbredelse og anvendelse af energieffektive produkter eller ved påvirkning af forbrugernes adfærd og generelle viden om energibesparelser. Det fremsendte materiale bestod af 4 annonceudkast med fællestemaet »Elsparepære A ­ det er dumt at la' være« og med angivelse af, at det er henholdsvis fjollet, tosset eller uklogt ikke at anvende A-mærkede elsparepærer.

Det må anses for almindeligt veldokumenteret, at energisparepærer i energiklasse A har et markant mindre kilowattforbrug end traditionelle glødepærer, og at den dyrere anskaffelsespris for energisparepærer på længere sigt opvejes af et mindre elforbrug, og at den samlede besparelse for forbrugerne derfor er reel. Forbrugerombudsmanden fandt derfor som udgangspunkt ikke, at det ville være vildledende og dermed i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 1 [nu § 3, stk. 1], at annoncere med en besparelse. Forbrugerombudsmanden bemærkede dog, at en grafisk fremstilling burde præciseres med oplysning om anskaffelsesudgiften og forbruget for henholdsvis en glødepære og en elsparepære. Det burde endvidere angives, hvilke forudsætninger fremstillingen byggede på ­ ligesom fremstillingen burde tage udgangspunkt i gennemsnitsforbrugerens udgifter til og forbrug af henholdsvis pærer og elektricitet.

Endvidere indeholdt den påtænkte kampagne sammenligninger mellem A-pærer og almindelige glødepærer, hvor A-pærerne fremhæves på glødepærernes bekostning og med en heri indbygget misrekommandering af sidstnævnte. Da sammenligningen dog måtte anses for korrekt, fandt Forbrugerombudsmanden ikke at kampagnen var utilbørlig og dermed i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 2 [nu § 3, stk. 2]. Forbrugerombudsmanden undersøgte endvidere kampagnen i forhold til reglerne i markedsføringslovens § 2a [nu § 5] om sammenlignende reklame, der omfatter enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller varer eller tjenesteydelser, som udbydes af en konkurrent. For at et forhold er omfattet af § 2a [nu § 5], antages der som minimum at måtte foreligge en konkurrencerelation mellem annoncøren og den eller de virksomheder, sammenligningen angår. Da samarbejdsorganisationen havde oplyst, at denne og de dertil knyttede elforsyningsselskaber ikke havde nogen kommerciel interesse i afsætning af energisparepærer, kunne Forbrugerombudsmanden herefter ikke lægge til grund, at sammenligningen var omfattet af reglerne i markedsføringslovens § 2a [nu § 5]. Forbrugerombudsmanden tilføjede i den forbindelse, at »§ 2a er indføjet i markedsføringsloven ved lov nr. 164 af 5. marts 2000 og er således ny. Hvornår der foreligger en konkurrencerelation i direktivets forstand er ikke altid klart, og spørgsmålet må i sidste instans fastlægges i retspraksis«. Det var fremgået af dagspressen, at prisen på elsparepærer i al almindelighed kan være skruet kunstigt i vejret og eventuelt bero på indbyrdes aftaler herom mellem producenterne af sparepærerne.

Forbrugerombudsmanden overvejede derfor, om det var i strid med markedsføringslovens generalklausul at markedsføre en produktkategori, hvor priserne er høje­ eventuelt for høje. Da ansøgeren telefonisk havde oplyst, at man både forud for og samtidig med en eventuel iværksættelse af den påtænkte kampagne ville tage andre initiativer og aktiviteter ­ herunder til gennemsigtighed i konkurrencen og prisfastsættelsen ­ fandt Forbrugerombudsmanden dog ikke, at markedsføring af A-sparepæren i anledning af produktets pris var i strid med god markedsføringsskik.

Afslutningsvis bemærkede Forbrugerombudsmanden, at da baggrunden for det foreslåede tiltag er hjemlet ved lov og dermed anderledes end tidligere tiltag, Forbrugerombudsmanden har været præsenteret for, eksisterede der ikke en vejledende praksis på området. Forbrugerombudsmanden fandt dog, at markedsføringen, således som den var fremstillet, i det alt væsentlige var i overensstemmelse med markedsføringsloven, idet der dog forelå særlige forhold, som det var vanskeligt at vurdere rækkevidden af. Forbrugerombudsmanden understregede derfor, at den konkrete vurdering af, om materialet var i overensstemmelse med markedsføringsloven, i høj grad ville afhænge af den endelige udformning og præsentation samt af den faktiske indvirkning på modtageren. (2000-116/5-259)