Afgørelse
Sagsnummer
24/08906
Lovgivning
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
- 10
Deltagerkrav i konkurrencer på sociale medier i strid med spamforbuddet
Forbrugerombudsmanden har vurderet, at virksomheder ikke lovligt kan stille krav om, at deltageren i en konkurrence på sociale medier skal skrive en kommentar til et opslag, hvis kravene til kommentarens indhold mest sandsynligt vil foranledige, at deltageren tagger andre brugere. I så fald vil virksomheden kunne blive ansvarlig for overtrædelse af spamforbuddet i markedsføringslovens § 10, stk. 1.
En virksomhed, som sælger fodboldtrøjer, ønskede Forbrugerombudsmandens vurdering af en række eksempler på deltagerkrav, som virksomheden påtænkte at anvende i giveaways/konkurrencer på sociale medier.
Virksomheden ønskede bl.a. at anvende følgende deltagerkrav:
”VIND EN VALGFRI TRØJE TIL VÆRDI AF 2.000 KRONER!
ALT DU SKAL GØRE ER:
- Like opslaget
- Følg [virksomhedens navn]
- Fortæl 2 venner i kommentaren som også skal have chancen for at vinde
Deler man på Story, så har man større chance for at vinde!”
Virksomheden sendte i alt fire forskellige eksempler på deltagerkrav, hvor kun tredje deltagerkrav varierede. I de øvrige eksempler havde tredje deltagerkrav følgende ordlyd:
”Fortæl i kommentaren, hvem du syntes der også skal have chancen for at vinde”
”Kommenter nedenfor, hvilke 4 venner du ønske dele med”
”Skrive en kommentar med, hvem der skal vinde det store gavekort”
Forbrugerombudsmanden udtalte, at det ikke vil være omfattet af spamforbuddet, hvis der stilles krav om, at deltageren skal like opslaget. Det skyldes, at det likede opslag alene vil blive vist i deltagerens venners news feed og derfor ikke er elektronisk post. Med samme begrundelse vil det heller ikke være omfattet af spamforbuddet at stille krav om, at deltageren skal følge virksomheden på sociale medier.
Til følgende deltagerkrav:
”Fortæl 2 venner i kommentaren som også skal have chancen for at vinde”
udtalte Forbrugerombudsmanden, at det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke vil være muligt at fortælle to venner i kommentaren, som man synes også skal have chancen for at vinde, uden at anvende tag-funktionen. Deltagerkravet skal således forstås som et krav om, at deltageren skal tagge to venner i kommentarfeltet til konkurrencen.
Hvis en virksomhed eller en bruger tagger en anden bruger i et opslag, der er erhvervsmæssig aktivitet og indeholder markedsføring, og den taggede bruger modtager en notifikation herom, vil tagget være omfattet af spamforbuddet. Dette skyldes, at notifikationer er elektronisk post. Et sådan deltagerkrav vil således være i strid med spamforbuddet, medmindre de, som bliver tagget, har samtykket til det.
Til de resterende tre eksempler på deltagerkrav, var det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at de skaber incitament til, at deltageren ”tipper” sine venner om konkurrencen i kommentarfeltet. Deltagerkrav, som er formuleret på den måde, vil ofte foranledige, at deltageren tagger andre brugere i kommentarfeltet, også selvom ordet ”tag” ikke er anvendt.
Da virksomheden må anse det for sandsynligt, at deltagerne tagger andre brugere i kommentarfeltet med de påtænkte krav til kommentaren, og derfor deler markedsføringen på en ulovlig måde, vil virksomheden efter Forbrugerombudsmandens opfattelse være ansvarlig for den ulovlige markedsføring.
Hvis virksomheden ønskede at bruge formuleringer som de ovenstående i konkurrencer på sociale medier, anbefalede Forbrugerombudsmanden virksomheden at gøre det klart for deltagerne, at de ikke må tagge andre personer i forbindelse med konkurrencen.
I forhold til punktet om, at deltageren kunne øge sine chancer for at vinde, hvis deltageren deler konkurrencen på sin story, var det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det ikke vil være omfattet af spamforbuddet. Dette skyldes, at brugerens story alene vil blive vist under brugerens venners news feed, og derfor ikke udgør elektronisk post.
Forbrugerombudsmanden henviste til det såkaldte spamforbud i markedsføringslovens § 10, stk. 1, samt til bilag 1 om sociale medier i Forbrugerombudsmandens vejledning om spamforbuddet.
Det fremgår af markedsføringslovens § 10, stk. 1, at virksomheder ikke må sende mails, sms’er og anden elektronisk post til nogen med henblik på markedsføring til bestemte modtagere, medmindre modtageren har givet sit samtykke til henvendelsen.
Betingelserne for at en henvendelse er omfattet af spamforbuddet er således, at henvendelsen udgør elektronisk post, som vedrører en erhvervsmæssig aktivitet og indeholder markedsføring.
Forbrugerombudsmanden har udarbejdet en vejledning om spamforbuddet, som indeholder Forbrugerombudsmandens fortolkning af reglerne. Spamvejledningens bilag 1 angår sociale medier, og beskriver hvorvidt henvendelser via de forskellige kommunikationsformer på sociale medier er elektronisk post og derfor er omfattet af spamforbuddet.
En dom fra Retten i Kolding fra den 5. maj 2022 fastslår, at konkurrencer på sociale medier med krav om tagging er omfattet af spamforbuddet. I sagen blev en virksomhed idømt en bøde for at overtræde spamforbuddet ved at have afholdt en række konkurrencer på Facebook, hvor det var et krav for at deltage, at forbrugerne taggede andre.