Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
16/06125

Lovgivning

  • 6

Email med kundetilfredshedsundersøgelse kunne sendes uden samtykke

En kundeklub kunne lovligt sende uanmodede e-mails med en kundetilfredshedsundersøgelse til medlemmer, da de pågældende e-mails havde til formål at undersøge kundetilfredsheden i modsætning til at brande kundeklubben eller virksomheden, der stod bag.

En virksomheds kundeklub ønskede Forbrugerombudsmandens vurdering af, om kundeklubben lovligt kunne sende uanmodede e-mails til med-lemmer med en tilfredshedsundersøgelse. Virksomheden oplyste, at e-mailen havde til formål at undersøge kundetilfredsheden og optimere købsoplevelsen i virksomhedens butikker. Medlemmerne skulle vurdere sin købsoplevelse ved at give mellem 1 og 5.

Forbrugerombudsmanden konstaterede, at e-mails med markedsundersøgelser uden branding ikke kræver forudgående samtykke.

E-mailen indeholdt ikke virksomhedens logo eller opfordringer til køb, rosende omtale eller anden branding af virksomheden. På den baggrund var det Forbrugerombudsmandens vurdering, at e-mailen ikke var markedsføring, som var sendt med henblik på afsætning. Derimod havde e-mailen til formål at undersøge kundetilfredsheden og kunne derfor sendes uden medlemmernes forudgående samtykke. Hvis formålet med e-mailen derimod havde været at brande virksomheden, ville e-mailen være markedsføring med afsætning for øje, der krævede medlemmernes forudgående samtykke.

Forbrugerombudsmanden bemærkede, at det kunne være i strid med god markedsføringsskik at sende e-mailen til medlemmer, som havde frabedt sig at modtage kundetilfredshedsundersøgelser.