Ikke lovkrav om fortrydelsesret ved privatleasing af biler

Forbrugerombudsmanden blev anmodet om at tage stilling til, hvorvidt lovgivningen stiller krav om, at en leasingorganisations standardkontraktmateriale for privatleasing af biler skal indeholde fortrydelsesret for forbrugerne.

Dansk ret indeholder ikke generelle regler om fortrydelsesret ved aftaler, som forbrugerne indgår med de erhvervsdrivende. Sådanne aftaler er som udgangspunkt bindende for begge parter.

Ved fjernsalgsaftaler, hvor parterne ikke mødes fysisk, fx aftaler via internettet eller pr. telefon, fax mv., er der derimod normalt fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven.

Det gælder dog ikke ved aftaler om ”transportydelser”.

På dette punkt har Folketinget valgt at medtage en undtagelse fra EU’s fjernsalgsdirektiv, som forbrugeraftaleloven bl.a. bygger på. Det indebærer efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, at EF-Domstolens fortolkninger af begrebet transportydelse dermed får direkte betydning for lovens fortolkning.

EF-Domstolen har i en dom udtalt, at biludlejning er omfattet af begrebet transportydelse.

I lyset heraf og navnlig den udvidede fortolkning af begrebet, må det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse antages, at også aftaler om leasing af biler, der er en særlig form for lejeaftale, er undtaget fra direktivets og dermed forbrugeraftalelovens krav om fortrydelsesret.

Det betyder med andre ord, at lovgivningen ikke indeholder krav om fortrydelsesret ved privatleasing af biler.

Baggrund

EU-Domstolen har i den dom fra 2005 (sag C-336/03, EasyCar, Saml. 2005 I, s. 1947), udtalt, at billeje er omfattet af begrebet transportaftaler i det generelle fjernsalgsdirektivs forstand (Rådet og Europa-Parlamentets direktiv  97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg). Det må efter Forbrugerombudsmandens opfattelse også gælde leasingaftaler.

Der er tale om et minimumsdirektiv, men Folketinget har valgt at medtage direktivets undtagelse ordret i loven, jf. forbrugeraftalelovens § 9, stk. 2. Der betyder, at lovens afgrænsning af fortrydelsesretten på dette punkt svarer til direktivets.