Afgørelse
Sagsnummer
24/04971
Lovgivning
- 5
- 6
Forbrugerombudsmanden kunne offentliggøre pressemeddelelse om politianmeldelse af selskaber inden domstolsprøvelse
To selskaber krævede erstatning fra Forbrugerombudsmanden, som følge af at Forbrugerombudsmanden havde offentliggjort en pressemeddelelse om politianmeldelse af selskaberne. Sø- og Handelsretten afgjorde, at Forbrugerombudsmanden ikke havde handlet ansvarspådragende og derfor heller ikke var erstatningsansvarlig.
De to selskaber havde krævet erstatning, fordi Forbrugerombudsmanden i 2016 offentliggjorde en pressemeddelelse om, at de var politianmeldt for vildledende markedsføring. Selskaberne blev dog i 2023 frifundet ved Retten i Odense.
Sagen i byretten vedrørte markedsføringslovens forbud mod vildledning, og frifindelsen blev blandt andet begrundet med manglende beviser og forældelse af nogle af forholdene. Forud for pressemeddelelsen om politianmeldelsen havde Forbrugerombudsmanden modtaget mere end 100 klager fra forbrugere over selskaberne.
I dommen om erstatningssagen skrev Sø- og Handelsretten:
”[…] at det var sagligt, proportionalt og inden for det skøn, som det tilkommer Forbrugerombudsmanden at udøve, at Forbrugerombudsmanden indgav politianmeldelsen af 13. december 2016 som sket. Der er derfor ikke grundlag for at bebrejde Forbrugerombudsmanden noget vedrørende indgivelsen af politianmeldelsen. At [selskaberne] blev frifundet ved Retten i Odenses dom af 27. marts 2023 kan ikke føre til en anden vurdering.
[…]
Som ovenfor anført var det sagligt begrundet og proportionalt, at Forbrugerombudsmanden indgav politianmeldelsen af 13. december 2016, og det kan derfor vurderes ud fra indholdet heraf, om Forbrugerombudsmanden efter § 2 i bekendtgørelsen skulle orientere offentligheden om sagen.
Politianmeldelsen vedrørte blandt andet fremsendelse af varer til forbrugere uden bestilling heraf, og at det ikke var klart for forbrugerne, hvornår der blev indgået en aftale. Oplysning af forbrugerne herom var utvivlsomt væsentligt og dermed af almen interesse. Forbrugerombudsmanden var derfor som udgangspunkt forpligtet efter bekendtgørelsens § 2 til at orientere offentligheden om sagen. Henset til karakteren og omfanget af de anmeldte forhold finder retten, at hensynet til [selskaberne] ikke kunne føre til en fravigelse af dette udgangspunkt. Selve udsendelsen af pressemeddelelsen var derfor berettiget.”
Selskaberne havde stævnet Forbrugerombudsmanden i erstatningssagen i 2019. Erstatningssagen afventede dog dommen i vildledningssagen, som Retten i Odense afsagde i marts 2023.
Forbrugerombudsmandens udsendelse af pressemeddelelsen skete i overensstemmelse med en mangeårig praksis med at offentliggøre en pressemeddelelse, når en sag har betydning for offentligheden, herunder forbrugerne – fx når en virksomhed politianmeldes. Forbrugerombudsmanden foretager altid en afvejning af behovet for at informere offentligheden over for de betænkeligheder, herunder af retssikkerhedsmæssig karakter, som udleveringen af oplysningerne giver anledning til. Ved vurderingen af om der skal udsendes en pressemeddelelse lægger Forbrugerombudsmanden bl.a. vægt på sagens aktualitet samt omfanget og karakteren af den markedsføring, der har fundet sted.