Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
13/00846

Lovgivning

  • 3
  • 14a

Bøde på 600.000 kroner for vildledende prismarkedsføring og manglende kreditoplysninger

Når en reklame angiver kontantprisen, skal det oplyses, hvis der kommer leveringsudgifter oveni. Ved markedsføring af forbrugerkreditter skal de lovpligtige kreditoplysninger gives, så forbrugerne umiddelbart kan få øje på dem.

En erhvervsdrivende, som solgte hårde hvidevarer, fjernsyn, PC’er og lignende, havde i flere tilbudsaviser og på selskabets hjemmeside givet forbrugerne vildledende prisoplysninger og utilstrækkelige kreditoplysninger.

Således oplyste selskabet ikke tydeligt nok, at forbrugerne ud over kontantprisen på varen også skulle betale et gebyr for levering og installering. Det mente Forbrugerombudsmanden var vildledende i strid med markedsføringslovens § 3.

Desuden reklamerede selskabet i tilbudsaviserne og på nettet for, hvad det ville koste per måned at låne penge til at købe de viste varer. Men forbrugerne fik ikke oplyst alle de kreditoplysninger, som de ifølge markedsføringslovens § 14 a havde krav på. F.eks. blev det i tilbudsaviserne ikke oplyst, hvilket beløb forbrugerne lånte og i nogle tilfælde var det samlede tilbagebetalingsgebyr angivet for lavt.

Herudover havde selskabet i to måneder på forsiden af sin hjemmeside reklameret for fristående lån på op til 50.000 kr. uden samme sted at give forbrugerne samtlige lovpligtige kreditoplysninger.

Markedsføringen af kreditmuligheden viste således rentesatsen på lånet, mens der ikke blev givet oplysninger om de årlige omkostninger i procent, løbetid, ydelser, omkostninger og det samlede beløb forbrugerne skal betale tilbage. Dette udgjorde efter Forbrugerombudsmandens opfattelse også en overtrædelse af markedsføringslovens § 14 a.

Efter Forbrugerombudsmandens politianmeldelse af selskabet, valgte selskabet at betale bøden på 600.000 kr.