Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
14/00964
Lovgivning
- 3
Elbilproducenter skal give vejledning om CO2-udslip
Forbrugerombudsmanden udtalte, at elbilproducenterne, såfremt de i reklamer oplyser, at bilen ikke udleder CO2 under kørsel, skal give forbrugerne bedre vejledning om CO2-udslippet ved produktionen af den elektricitet, som bilen forbruger.
Forbrugerombudsmanden blev opmærksom på, at elbilproducenter i reklamer skrev ”0 gram CO2-udledning under kørsel” eller lignende udsagn, men uden samtidig at gøre opmærksom på, at der udledes CO2 ved produktionen af den elektricitet, som bilen forbruger.
Forbrugerombudsmanden rettede derfor henvendelse til brancheorganisationerne på området og gjorde opmærksom på, at det følger af markedsføringslovens § 3, at erhvervsdrivende ikke må anvende vildledende angivelser eller udlede væsentlige informationer i markedsføringen. Derudover følger det af markedsføringsdirektivets artikel 6, stk. 1, som er implementeret i markedsføringslovens § 3, at også angivelser, der er faktuelt korrekte, kan være vildledende.
Forbrugerombudsmanden skrev til brancheorganisationerne, at hvis elbilprocenterne i reklamer anfører, at bilen er CO2-neutral under kørsel eller lignende, skal det oplyses, at der udledes CO2 ved produktionen af den elektricitet, som elbilen forbruger.
Den ene brancheorganisation foreslog en tekst, som kunne benyttes i reklamerne. Teksten havde følgende ordlyd:
”Elbilen er CO2-neutral under kørsel. Dit endelige CO2-udslip afhænger af den strøm, du har anvendt på bilen, samt bilens energiforbrug.”
Forbrugerombudsmanden skrev til brancheorganisationerne, at dette efter hans opfattelse var tilstrækkeligt til at overholde markedsføringslovens § 3.