Afgørelse

Sagsnummer
16/06036

Lovgivning

  • 5
  • 6
  • 8
  • 8
  • 12

En række medlemsklubber på internettet markedsførte deres abonnementer i strid med forbrugeraftaleloven og markedsføringsloven

En række netbutikker, hvor man også indgik en abonnemensaftale, når man købte varer til særlige medlemspriser (også kaldet fordelsklubber eller medlemsklubber), markedsførte disse medlemskaber i strid med forbrugeraftaleloven og markedsføringsloven, da forbrugeren ikke klart og tydeligt blev gjort opmærksom på, at der ved køb af varer samtidig blev oprettet et løbende betalingsabonnement.

Forbrugerombudsmanden modtog en række klager fra forbrugere, der havde købt varer fra en række netbutikker uden at vide, at de samtidig oprettede et medlemskab til netbutikken i form af et fortløbende betalingsabonnement.

Abonnementet var typisk gratis i en indledende periode og fremgik derfor ikke af den indledende betaling. Betalingen for abonnementet blev efterfølgende automatisk trukket fra forbrugerens konto uden fremsendelse af en faktura.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at der ved salg af varer via en netbutik, hvor varerne alene kan købes, hvis der samtidig tegnes et løbende betalingsabonnement, udbydes to sammenkædede ydelser, henholdsvis et obligatorisk abonnement og et varesortiment.

Oplysningerne og betalingsforpligtelsen forbundet med det obligatoriske abonnement vil være af lige så stor betydning for forbrugeren, som oplysningerne og betalingsforpligtelsen forbundet med selve købet af den enkelte vare fra sortimentet.

At abonnementet tilbydes gratis i en indledende prøveperiode, ændrer ikke herpå, når abonnementet automatisk overgår til et betalingsabonnement efter udløbet af prøveperioden.

Forbrugeren må derfor have en berettiget forventning om, at oplysningerne vedrørende abonnementet og den hermed forbundne betalingsforpligtelse er markedsført mindst lige så klart og tydeligt, som de enkelte varer og de hermed forbundne priser, idet de to ydelser er sammenkædede.

Forbrugerombudsmanden fandt derfor, at markedsføringen af det obligatoriske abonnement skal ske med klare og let forståelige formuleringer, der ikke giver anledning til tvivl om, at man er i færd med at tegne et løbende abonnement med en betalingsforpligtelse.

Markedsføringen af abonnementet skal endvidere være tydelig. Dette medførte efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, at oplysningen om abonnementet skal gives i umiddelbar tilknytning til de enkelte markedsførte varer i webshoppen, f.eks. ved ”læg i kurv”-knappen og lige over bestillings-/ordreknappen, og med samme meddelelseseffekt, f.eks. ved at bruge en skrifttype, der er lige så tydelig som den anvendte ved oplysningerne om de enkelte varer.

Da oplysningerne om det obligatoriske betalingsabonnement gennemgående var angivet med mindre skrift og/eller adskilt fra selve markedsføringen af varerne på netbutikkerne, vurderede Forbrugerombudsmanden, at markedsføringen var i strid med forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1, jf. § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17 og 18, og markedsføringslovens § 3 og § 12 a, stk. 1, nr. 1 og 6 [nuværende § 5, stk. 1, jf. § 5, stk. 2, nr. 1, 2 og 5, og § 6, stk. 1, jf. § 6, stk. 2, nr. 1 og 6, jf. § 8].

Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor reglerne over for virksomhederne bag netbutikkerne og bad dem ændre deres markedsføring.

Læs mere om oplysningskrav ved fjernsalg af abonnementsaftaler her.