Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
15/04628

Lovgivning

  • 1
  • 3

Markedsføring af bredbånd med "op til" hastigheder var vildledende

En televirksomheds markedsføring af bredbånd var vildledende, da det ikke fremgik tydeligt, at tilbuddene på bredbånd kun gjaldt de forbrugere, der kunne opnå hastighederne. Det var også vildledende, at markedsføringen gav det urigtige indtryk, at hastighederne kunne opnås ved brug af den medfølgende trådløse router.

En televirksomhed reklamerede på egen hjemmeside med en række tilbud på bredbåndsprodukter, hvor der var oplyst forskellige ”op til” hastigheder og minimumshastigheder. Minimumshastighederne var oplyst med en meget lille skrifttype i forhold til ”op til” hastighederne. Tilbuddene på hjemmesiden fremstod, som om de var rettet mod alle danske husstande, selvom mange ikke kunne opnå hastighederne på adressen.

Derudover var det oplyst i markedsføringen, at der med produkterne medfulgte en gratis router, så bredbåndsforbindelsen kunne blive trådløs. Der blev vist flere ”Wi-Fi” symboler. Det fremgik imidlertid ikke af markedsføringen, at forbrugerne som udgangspunkt ikke kunne opnå de markedsførte bredbåndshastigheder ved brug af de trådløse router. Den hastighed, der kan opnås ved brug af en trådløs router, afhænger af de konkrete forhold, fx hvor routeren står placeret hos forbrugeren.    

Forbrugerombudsmanden meddelte televirksomheden, at det skal fremgå tydeligt af markedsføringen, at det ikke er alle danske husstande, der kan udnytte de markedsførte tilbud. Det skal også fremgå, at brug af den medfølgende trådløse router gør, at de angivne hastigheder ikke kan opnås. Ellers er markedsføringen i strid med markedsføringslovens vildledningsforbud.

Forbrugerombudsmanden meddelte endvidere televirksomheden, at minimumshastigheder skal oplyses med tilnærmelsesvis samme meddelelseseffekt som ”op til” hastigheder. Da televirksomheden havde oplyst minimumshastighederne med en meget lille skrifttype, mens ”op til” hastighederne var fremhævet, var markedsføringen i strid med god markedsføringsskik og Forbrugerombudsmandens retningslinjer om markedsføring af bredbåndsforbindelser.  

Forbrugerombudsmanden bad televirksomheden om at rette sin markedsføring, så den er i overensstemmelse med lovgivningen.