Afgørelse

Sagsnummer
21/04679

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 5
  • 6

Oplysninger om strømprisen og den samlede pris for elprodukt på hjemmeside var vildledende

Forbrugerombudsmanden indskærpede over for et energiselskab, at oplysning på energiselskabets hjemmeside om, at energiselskabets strømpris var baseret på indkøbsprisen på elbørsen, selvom energiselskabet lagde et spottillæg oveni prisen, var vildledende. Forbrugerombudsmanden indskærpede ligeledes over for energiselskabet, at energiselskabet – ved ikke at oplyse prisen inklusiv skatter og afgifter, og at der i tillæg til prisen var et månedligt elabonnement og udgifter til netselskabet – gav vildledende oplysninger om den samlede pris for elproduktet.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage over et energiselskabs oplysninger om prisen på energiselskabets hjemmeside. Forbrugeren klagede over, at energiselskabet markedsførte deres variable elprodukter med, at prisen for strømmen var ”baseret på vores indkøbspris time for time” og ”elprisen følger markedsprisen på den nordiske elbørs”. Forbrugeren kunne dog se på sine elregninger, at energiselskabet lagde cirka 10 øre pr. kWh til indkøbsprisen som fortjeneste (kaldet et spottillæg).

Derudover konstaterede Forbrugerombudsmanden, at energiselskabet ikke indregnede skatter og afgifter i prisen for strømmen på hjemmesiden, og at oplysningen om, at disse udgifter samt transport ville blive tillagt i den samlede pris, først fremgik nederst på siden og med mindre skrift.

Energiselskabet oplyste over for Forbrugerombudsmanden, at formuleringerne efter deres opfattelse alene gav forbrugeren det indtryk, at prisen for strømmen var variabel og fulgte svingningerne på elbørsen. Derudover mente energiselskabet, at de klart oplyste forbrugeren om, at forbrugeren ville blive opkrævet for skatter, afgifter og transport i tillæg til prisen for strøm.

Energiselskabet ændrede dog formuleringerne på hjemmesiden kort tid efter Forbrugerombudsmandens henvendelse, således at det nu fremgik, at elprisen på de variable elprodukter blev fastsat ud fra markedsprisen på elbørsen. Derudover havde energiselskabet tilføjet oplysning om en estimeret samlet elpris på deres elprodukter inkl. transport og afgifter samme sted som oplysningen om prisen for strømmen.

Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor over for energiselskabet, at energiselskabets markedsføring inden de foretagne ændringer på hjemmesiden havde været vildledende i strid med markedsføringslovens §§ 5 og 6.

For så vidt angik de ændrede formuleringer på hjemmesiden havde Forbrugerombudsmanden ikke yderligere bemærkninger i lyset af Forbrugerombudsmandens kommende forhandling af retningslinjer på energiområdet.