Afgørelse
Sagsnummer
18/04568
Lovgivning
- 5
- 6
Supermarkedskæde betalte 103.594 kr. for at have vildledt forbrugere
Forbrugerombudsmanden anmeldte selskabet til politiet for at have vildledt forbrugere ved salg af en cykel på selskabets hjemmeside . Selskabet betalte en bøde på 60.000 kr. og fik også konfiskeret 43.594 kr. for uberettiget indtjening som følge af lovovertrædelsen.
Forbrugerombudsmanden modtog en klage fra en forbruger, der på en supermarkedskædes hjemmeside havde købt en cykel til 2.995 kr. Ugen efter købet var forbrugeren blevet opmærksom på, at cyklen blev solgt til 3.145 kr. og markedsført med en førpris på 3.495 kr. og en besparelse på 10 procent.
Da Forbrugerombudsmanden efterfølgende undersøgte sagen, viste det sig, at cyklen fortsat blev markedsført på samme vis. Efter en henvendelse fra Forbrugerombudsmanden oplyste selskabet, at der var sket en fejl i forbindelse med markedsføringen af tilbuddet.
Sagen blev afsluttet med, at selskabet vedkendte sig ansvaret og accepterede en bøde på 60.000 kr. og konfiskation af udbytte på 43.594 kr.