Øvrige nyheder
Eventbureau får bøde for ulovlige alkoholreklamer rettet mod unge
Et eventbureau betaler en bøde på 50.000 kroner for at overtræde markedsføringslovens forbud mod alkoholreklamer målrettet børn og unge. Eventbureaet har markedsført sig selv og sine fester i opslag på Instagram rettet mod 16-17 årige.
Et eventbureau har i fem tilfælde omtalt, henvist til eller vist billeder af alkohol i opslag på Instagram, der var henvendt til unge under 18 år. Bureauet er en enkeltmandsvirksomhed.
Forbrugerombudsmanden politianmeldte i juli 2023 ejeren af eventbureauet for at have overtrådt markedsføringslovens forbud mod at markedsføre alkohol rettet mod børn og unge. Eventbureauet, der er en enkeltmandsvirksomhed, har erkendt overtrædelsen og accepteret at betale en bøde på 50.000 kroner.
De fem opslag var alle ledsaget af billeder af spiritus eller anden alkohol. Et opslag havde således et billede med flere flasker lyserød piñaq, tre store vodkaflasker og to cocktailshakers. Et andet opslag indeholdt omtale af og henvisninger til alkohol, idet opslaget var ledsaget med teksten ”[…] baren er åben hele aftenen!”
Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at hele eventbureauets Instagram-profil rettede sig mod børn og unge under 18 år, blandt andet fordi der i profilens biografi stod: ”Vi garanterer DK’s fedeste fester (16+)”. I sagen har Forbrugerombudsmanden desuden lagt vægt på, at 15 procent af de danske brugere af Instagram i 2020 var 12-18 år gamle.
Fungerende Forbrugerombudsmand, Andreas Weidemann, siger:
”Forbuddet mod alkoholreklamer rettet mod personer under 18 år er til for at beskytte børn og unge, og derfor er det naturligvis vigtigt at forbuddet overholdes.”
”Her har et eventbureau omtalt og vist billeder af alkohol på Instagram-opslag, der reklamerer for fester, og samtidig skrevet i sin profiltekst, at festerne er for unge over16 år. Det er en overtrædelse af forbuddet, og det har virksomheden erkendt.”
Lovgrundlag:
Ifølge markedsføringslovens § 11, stk. 2, er enhver form for omtale af, billeder af eller henvisninger til alkohol forbudt i markedsføring, hvis den retter sig mod børn og unge under 18 år.
Forbuddet gælder både, hvis hensigten er at markedsføre alkoholholdige produkter, og hvis alkohol bliver brugt som virkemiddel til at sælge andre produkter.
I lovforarbejderne til markedsføringsloven er anført:
”F.eks. vil indholdet af en blog som udgangspunkt blive anset for rettet mod børn og unge, hvis bloggeren er under 18 år, eller en ikke ubetydelig del af bloggerens følgere m.v. ligeledes er under 18 år.”
Selvom eventbureauet ikke udskænker alkohol til mindreårige, kan de straffes for overtrædelse af bestemmelsen, da det er selve markedsføringen med alkohol for personer under 18 år, der er ulovlig.
Pressekontakt:
Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.