Øvrige nyheder

Der er forskel på genbrugs- og genanvendt plast

Markedsføring af produkter med udsagn om, at produktet eller emballagen er lavet af genbrugsplast, når der er tale om genanvendt plast, er egnet til at vildlede forbrugerne. Det vurderer Forbrugerombudsmanden, der indskærper vildledningsforbuddet i markedsføringsloven over for Aqua d’Or Mineral Water A/S.

Aqua d'Or har markedsført drikkevand på flaske med miljøudsagn om, at emballagen bestod af genbrugsplast, mens der var tale om genanvendt plast. Markedsføringen fandt sted i hvert fald mellem den 2. juni 2023 til 23. oktober 2023 på flaskernes emballage og på virksomhedens hjemmeside.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at der er tale om vildledende markedsføring, fordi det giver forbrugeren indtryk af, at flaskerne er skyllet eller rengjort for derefter at blive genbrugt. Der er dog tale om flasker af genanvendt plast. Det vil sige plast, der er omsmeltet og anvendt i produktion. Markedsføringen var derfor egnet til at give forbrugerne et vildledende indtryk af flaskernes miljøbelastning, da flasker lavet af genanvendt plastik har en højere miljøbelastning end flasker lavet af genbrugt plastik.

Derudover vurderer Forbrugerombudsmanden, at flere andre miljøudsagn på hjemmesiden var vildledende, herunder brugen af udsagnet ”Genbrugsplast reducerer CO2-udledningen med op til 35% sammenlignet med ny plast. […]”, da det ikke var relevant at sammenligne virksomhedens flasker med nye plastikflasker, eftersom en stor del af de plastikflasker, der findes på markedet, indgår i retursystemet, og ikke er lavet af 100% ny plastik.

Forbrugerombudsmanden vurderer derfor, at Aqua d'Or’s markedsføring var i strid med markedsføringslovens § 5, sammenholdt med § 8.

Efter at have modtaget et høringsbrev fra Forbrugerombudsmanden, har Aqua d'Or ændret sin markedsføring.

Forbrugerombudsmanden har indskærpet vildledningsforbuddet i markedsføringsloven over for Aqua d'Or.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:

”Som forbruger skal man kunne stole på, at det er rigtigt, når en virksomhed markedsfører produkter med udsagn om, at produkterne er lavet af genbrugt/genbrugsplast. Da miljøbelastningen er højere ved genanvendelse af plastik end ved genbrug af plastik, kan forbrugerne få et forkert indtryk af produkternes miljøbelastning. Dette gælder også emballage til produkter.”

Lovgrundlag

Ifølge markedsføringslovens § 5 må markedsføring ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne.

Det er en betingelse for, at der er handlet i strid med § 5, at den pågældende handelspraksis er egnet til at få forbrugeren til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet, jf. § 8.

Markedsføringslovens § 5, sammenholdt med § 8, er strafbelagt med bøde, jf. § 37, stk. 3.

Det følger endvidere af markedsføringslovens § 13, at en virksomhed skal kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold.

Forbrugerombudsmanden har udarbejdet en kvikguide til virksomheder om reglerne om at bruge miljømæssige udsagn i deres markedsføring. Kvikguiden er primært en forkortet udgave af Forbrugerombudsmandens vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande mv. Vejledningen er udarbejdet med tilslutning fra blandt andet erhvervsorganisationer.

Se Kvikguide til virksomheder om miljømarkedsføring

Se Vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande mv.

Pressekontakt

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.