Oprettet

Sagsnummer
24/05325

Lovgivning

  • Betalingsloven - gældende
  • 81

Bøde på 50.000 kr. for at afvise kunder i at betale med kontanter

En hotelkæde vedtog en bøde på 50.000 kroner, efter Forbrugerombudsmanden havde politianmeldt virksomheden for ikke at have taget imod kontanter.

Forbrugerombudsmanden modtog klager over, at hotelkæden ikke tog imod betaling med kontanter i barer på to af kædens hoteller. 

Hotelkæden oplyste, at alle kædens hoteller alene tog imod kontanter i receptionerne af hensyn til de ansattes sikkerhed. Hotelkæden oplyste videre, at den efter Forbrugerombudsmandens henvendelse havde indskærpet kontantreglen over for alle hoteller, men at det fortsat kun var muligt at betale med kontanter i hotellernes receptioner. 

Det følger af betalingslovens § 81, stk. 1, at betalingsmodtagere er forpligtet til at tage imod kontanter i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 22.00, hvis de tager imod andre betalingsinstrumenter omfattet af betalingsloven. Andre betalingsinstrumenter kan fx være kortbetaling eller mobilbetaling.

Idet barerne på kædens hoteller modtog betalingsinstrumenter omfattet af betalingsloven, og idet klagernes forsøg på at betale kontant hverken vedrørte en fjernsalgssituation eller foregik i et ubemandet selvbetjeningsmiljø, var det Forbrugerombudsmandens vurdering, at hotelkædens betalingssystem, hvorefter kunder, som ønskede at betale med kontanter, blev henvist til at betale i hotellets reception, udgjorde en væsentlig betalingshindring i strid med betalingslovens § 81, stk. 1, sammenholdt med, hvordan samme forbruger ville være stillet ved betaling med kort.

Det var ligeledes Forbrugerombudsmandens vurdering, at hotelkæden overtrådte betalingslovens § 81, stk. 1, da den afviste at tage imod kontant betaling i samtlige af hotelkædens barer og restauranter, idet der var etableret et betalingssystem, som indebar, at kontantkunder blev afvist, når de forsøgte at betale med kontanter på det sted, hvor andre kunder kunne betale med digitale betalingsmidler.