Afgørelse

Sagsnummer
22/01187 og 24/05205

Lovgivning

  • Renteloven

Parkeringsselskab havde ikke løftet bevisbyrden for, at rykker- og andre påkravsskrivelser var kommet frem til bilisterne

Kreditor skal kunne bevise, at den enkelte rykkerskrivelse er kommet frem til skyldneren. Ellers har kreditor ikke ret til at opkræve eller fastholde krav om betaling af rykkergebyrer og inkassoomkostninger.

Forbrugerombudsmanden modtog 139 klager over et parkeringsselskab, som ifølge klagerne havde sendt et inkassobrev med krav om betaling af en kontrolafgift. Samtidig blev de opkrævet betaling af op til tre rykkergebyrer, et inkassogebyr og inkassoomkostninger. Ifølge klagerne havde de dog hverken modtaget den oprindelige kontrolafgift og/eller en eller flere af de efterfølgende rykkerskrivelser, som parkeringsselskabet ellers havde anført.

Parkeringsselskabet redegjorde nærmere for sine postrutiner og sendte kopier af rykkerskrivelserne fra selskabets it-systemer. Selskabet fremlagde dog ikke yderligere dokumentation, herunder for postbudenes GPS-position, som ifølge selskabet blev registreret, når et brev blev afleveret.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at selskabet ikke på tilstrækkelig vis havde løftet bevisbyrden for, at brevene faktisk var kommet frem til de tiltænkte modtagere. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse indikerede det høje antal klager vedrørende en afgrænset tidsperiode, at der havde været uregelmæssigheder i postomdelingen i den pågældende periode.

Domstolene har i flere sager givet forbrugere medhold i, at parkeringsselskabet ikke var berettiget til at opkræve rykker- og inkassogebyrer samt inkassoomkostninger, da selskabet ikke kunne bevise, at forbrugeren faktisk havde modtaget et eller flere gebyrbelagte breve. Parkeringsselskabet har anket dommen i to af sagerne, som nu skal behandles ved landsretten. Forbrugerombudsmanden har samtidig søgt om og fået tilladelse til at biintervenere i sagerne til støtte for forbrugerne.