Afgørelse

Sagsnummer
24/05716 + 24/13211

Lovgivning

  • Tobaksreklameloven og lov om elektroniske cigaretter

Supermarkedskæder vedtog bøder på i alt 400.000 kroner for ikke at have skjult tobaksprodukter i deres supermarkeder

Forbrugerombudsmanden havde otte gange konstateret, at to supermarkedskæder havde tobaksvarer og tobakssurrogater anbragt synligt i flere forskellige dagligvarebutikker, og dermed havde overtrådt tobaksreklamelovens udstillingsforbud. De to supermarkedskæder valgte begge at vedtage et administrativt bødeforelæg på 200.000 kroner hver.

Tobaksreklamelovens § 5 a og bekendtgørelse nr. 570 af 11. februar 2021 om forbud mod synlig anbringelse og fremvisning af tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter § 2 indeholder et udstillingsforbud for tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter. Det betyder, at det er ulovligt synligt at anbringe og fremvise disse tobaksprodukter på salgssteder. 

Det fremgår af lovforarbejderne til bestemmelsen, at det er tilladt at fremvise tobaksprodukterne i forbindelse med salg af varerne, visning af sortimentet til en kunde på forudgående anmodning, genopfyldning af varerne, vedligeholdelse og rengøring og oplæring af personale. Synligheden skal dog være så kortvarig som muligt, hvorfor varerne skal dækkes til igen, hvis en medarbejder fx afbrydes i genopfyldning af varerne. 

Forbrugerombudsmanden havde i otte tilfælde – fire gange i hver supermarkedskæde – konstateret, at tobaksvarerne mv. ikke var skjult effektivt for kunderne. 

Forbrugerombudsmanden fik 1. januar 2025 beføjelse til at udstede administrative bødeforelæg, jf. tobaksreklamelovens § 7 a. Forbrugerombudsmanden kan derfor tilkendegive, at en sag kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist at betale en bøde, der tilfalder statskassen. 

De to supermarkedskæder ønskede at vedtage et sådant administrativt bødeforelæg. Supermarkedskæderne erkendte sig skyldige og betalte hver en bøde på 200.000 kroner. Sagerne blev derfor afsluttet uden retssag.