Afgørelse

Sagsnummer
24/05371

Lovgivning

  • Aftaleloven
  • § 38 c
  • Betalingsloven - gældende
  • § 82

Fitnesskæde havde ikke ret til at hæve prisen eller opkræve energitillæg uden forbrugernes samtykke

Fitnesskæde havde sat prisen op på eksisterende abonnementer og opkrævet et energitillæg uden kundernes accept. Forbrugerombudsmanden vurderede, at prisændringerne var ugyldige, og at de forbrugere som havde betalt for meget, som udgangspunkt havde krav på tilbagebetaling. Det var endvidere Forbrugerombudsmandens vurdering, at flere vilkår i fitness-kædens medlemsbetingelser var urimelige og skulle tilsidesættes.

En dansk fitnesskæde havde overtrådt aftaleloven og handlet i strid med hæderlig forretningsskik ved at ændre i kunders aftaler uden at have haft et gyldigt ændringsvilkår.

Fitnesskæden havde foretaget prisstigninger på allerede indgåede abonnementsaftaler, herunder en engangsopkrævning på 60 kroner i form af et energitillæg, som blev trukket på forbrugernes betalingskonti.

Forbrugerombudsmanden blev opmærksom på sagen i slutningen af 2022, hvor to forbrugere klagede over, at fitnesskæden ved siden af det månedlige kontingent havde trukket et engangsbeløb på 60 kr. på forbrugernes konto uden forbrugernes samtykke.

Fitnesskæden oplyste til Forbrugerombudsmanden, at engangsbeløbet på 60 kr. udgjorde en prisændring, som var foretaget med hjemmel i virksomhedens medlemsbetingelser.

Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at flere af vilkårene i fitnesskædens medlemsbetingelser var urimelige, da de skabte en betydelig skævhed til fitnesskædens fordel.

Dette gjaldt blandt andet vilkåret om, at fitnesskæden kunne ændre sine medlemsbetingelser med et varsel på to uger uden at specificere, hvilke begivenheder der gav fitnesskæden adgang til at ændre aftalen. Endvidere fulgte det af vilkåret, at ændringer ville blive annonceret på hjemmesiden, og at medlemmet selv var ansvarligt for at holde sig opdateret hermed. Efter sin ordlyd gav vilkåret således virksomheden en ubegrænset og vilkårlig adgang til ændringer.

Vilkårene skulle derfor tilsidesættes, og kunne ikke gøres gældende af fitnesskæden. De forbrugerne, der havde fået forringet deres retsstilling, som følge af ændringer foretaget med hjemmel i de pågældende vilkår, var derfor ikke bundet heraf. Dette omfattede navnlig de prisstigninger, som fitnesskæden havde foretaget, herunder engangsbeløbet på 60 kr., og forbrugerne havde som udgangspunkt ret til tilbagebetaling.

Forbrugerombudsmanden vurderede desuden, at for de abonnementsaftaler, hvor fitnesskæden havde en betalingsaftale med forbrugeren, således at fitnesskæden selv kunne trække beløbet direkte på forbrugernes betalingskonti, var der tale om uautoriserede betalingstransaktioner, jf. betalingslovens § 82, stk. 1, for så vidt angår den del af fitnesskædens hævninger, som oversteg det aftalte beløb.

Forbrugerombudsmandens vurderede også, at fitnesskædens opsigelsesvilkår var urimeligt, idet vilkåret begrænsede forbrugerens opsigelsesadgang væsentligt i forhold til, hvad der gælder af almindelig aftaleret, samt forhindrer forbrugeren i at udøve sin ret til opsigelse. Ifølge vilkåret var forbrugerens opsigelse først gyldig, når forbrugeren havde modtaget en kvittering fra fitnesskæden. Forbrugeren kunne desuden kun opsige sin aftale ved at udfylde en formular på fitnesskædens platform, hvor forbrugeren blandt andet skulle tage stilling til, om medlemskabet kun skulle sættes i bero, og om forbrugeren ville anbefale fitnesskæden til venner og familie.