Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
24/05454 og 24/05604
Lovgivning
- Aftaleloven
- § 36
- § 38 c
- Kreditaftaleloven
Bank og forbrugslånsvirksomhed opgav sager mod overgældsatte forbrugere
En bank og en forbrugslånsvirksomhed opgav begge at føre retssager mod forbrugere, som ikke havde betalt ydelserne på deres lån fra de to virksomheder. Dermed fik domstolene ikke mulighed for at tage stilling til Forbrugerombudsmandens argument om, at låneaftalerne var ugyldige som følge af utilstrækkelige vurderinger af forbrugernes kreditværdighed. Hvis der var gennemført tilstrækkelige kreditværdighedsvurderinger på tidspunktet for långivningerne, havde de ifølge Forbrugerombudsmandens beregninger tydeligt vist, at ingen af de to forbrugere havde været i stand til at betale lånene tilbage.
Forbrugerombudsmanden indtrådte i de to sager på vegne af forbrugerne i 2023. Sagerne har dog været sat i bero, da de har afventet endelig dom i en anden retssag, hvor en bank havde indbragt Finanstilsynets påbud til banken for retten, og hvor Forbrugerombudsmanden efterfølgende var indtrådt. Der var i begge sager tale om flere lån, som var ydet til samme forbruger over en periode.
Forbrugerombudsmanden gjorde i de to sager blandt andet gældende, at banken og forbrugslånsvirksomheden havde overtrådt kreditaftalelovens § 7 c, fordi de ikke havde vurderet forbrugernes kreditværdighed tilstrækkeligt.
Forbrugerombudsmanden gjorde desuden gældende, at udviklingen i forbrugernes gæld i sig selv burde have givet banken og forbrugslåns-virksomheden anledning til slet ikke at bevilge lånene. Det skyldtes, at forbrugerne ikke havde tilbagebetalt de tidligere lån, før de fik udbetalt de efterfølgende.
Derudover fandt Forbrugerombudsmanden, at en kreditværdighedsvurdering efter § 7 c ville have vist, at de to forbrugere ikke ville have været i stand til at betale ydelserne. Da låneaftalerne efter Forbrugerombudsmandens opfattelse tilmed medførte eller forværrede forbrugernes over-gældsætning, gjorde Forbrugerombudsmanden endelig gældende, at låneaftalerne skulle tilsidesættes efter aftalelovens ugyldighedsregler.
Sagen anlagt af forbrugslånsvirksomheden
I 2022 anlagde forbrugslånsvirksomheden sag mod en nu 51-årig mand angående lån, som ikke var tilbagebetalt. Aftaleforholdet mellem forbrugslånsvirksomheden og forbrugeren gik tilbage til 2013 og 2014, hvor forbrugslånsvirksomheden i en periode på knap et år havde ydet forbrugeren i alt tre lån.
Det første lån blev bevilget i december 2013. I september 2014 fik han et nyt lån, selvom han ikke havde afviklet det første lån. Restgælden blev overført til det nye lån. I november 2014 fik han det tredje lån, som også indeholdt en restgæld fra de forrige lån. Lånene var højtforrentede lån med årlige omkostninger (ÅOP) på 29-38 %.
Forbrugeren havde i de pågældende år et rådighedsbeløb, som formentlig var negativt og i hvert fald betydeligt under det rådighedsbeløb, der normalt anses for nødvendigt for at opretholde en beskeden levefod. Det viste beregninger fra Forbrugerombudsmanden, der kan ses nedenfor. Beregningerne var foretaget med udgangspunkt i forbrugerens årsopgørelser.
Mandens økonomi var derfor efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke egnet til yderligere gældsætning. Særligt ikke til højtforrentede lån med en ÅOP på mellem 29-38 %. En kreditværdighedsvurdering, der havde inddraget forbrugerens basale skatteoplysninger, ville efter Forbrugerombudsmandens opfattelse have vist dette.
Forbrugerombudsmandens beregninger
Indtægter og gæld mv. pr. 31. december 2013 (iht. årsopgørelsen for 2013): |
||
Pensioner, dagpenge, stipendier mv. |
34.062,00 |
kr. |
Renteudgifter, pengeinstitutter |
-29.850,00 |
kr. |
Gaver til godkendte foreninger |
-2.905,00 |
kr. |
Beregnet skat |
0,00 |
kr. |
Afdrag på gæld* (-245.971 kr./10 år) |
-24.597,10 |
kr. |
Afdrag på gæld* (-95.130 kr./5 år) |
-19.026,00 |
kr. |
Herefter tilbage årligt** |
-42.316,10 |
kr. |
Herefter tilbage månedligt** (-42.316,10 kr./12 mdr.) |
-3.526,34 |
kr. |
*Det fremgik af årsopgørelsen for 2013, at forbrugeren havde en gæld på i alt 341.101 kr. Det fremgik desuden af forbrugerens personlige skatteoplysninger for 2013, at hans gæld til dels bestod af et pantebrevslån med 10 års restløbetid og med en restgæld på 245.971 kr. Forbrugerombudsmanden havde i sine beregninger derfor indlagt en forudsætning om, at 245.971 kr. af gælden havde en restløbetid på 10 år, og at den øvrige gæld på 95.130 kr. havde en restløbetid på 5 år. **Dette beløb skal navnlig dække følgende udgifter: Husleje/boligudgifter, mad, drikke, tøj, sko, frisør, evt. medicin, telefon, internet, tv, transport, aviser/bøger, fritidsaktiviteter og uforudsete udgifter. Allerede fordi der er tale om et negativt beløb, er dette ikke muligt. Til sammenligning skulle enlige personer ifølge den dagældende gældssaneringsbekendtgørelse have 5.740 kr. om måneden (68.880 kr. om året) for at kunne opretholde en beskeden levefod.
Indtægter og gæld mv. pr. 31. december 2014 (iht. årsopgørelsen for 2014): |
||
Pensioner, dagpenge, stipendier mv. |
128.088,00 |
kr. |
Renteudgifter, pengeinstitutter |
-38.623 |
kr. |
Gaver til godkendte foreninger |
-650,00 |
kr. |
Beregnet skat |
-18.286,69 |
kr. |
Afdrag på gæld*** (-228.983 kr./9 år) |
-25.442,65 |
kr. |
Afdrag på gæld*** (-198.441 kr./5 år) |
-39.688,20 |
kr. |
Herefter tilbage årligt**** |
5.397,55 |
kr. |
Herefter tilbage månedligt**** (-5.397,55 kr./12 mdr.) |
449,80 |
kr. |
***Det fremgik af årsopgørelsen for 2014, at forbrugeren havde en gæld på i alt 427.424 kr. Det fremgik desuden af forbrugerens personlige skatteoplysninger for 2014, at hans gæld til dels bestod af et pantebrevslån med 9 års restløbetid og med en restgæld på 228.983 kr. Forbrugerombudsmanden havde i sine beregninger derfor indlagt en forudsætning om, at 228.983 kr. af gælden havde en restløbetid på 9 år, og at den øvrige gæld på 198.441 kr. havde en restløbetid på 5 år. ****Disse beløb skal navnlig dække: Husleje/boligudgifter, mad, drikke, tøj, sko, frisør, evt. medicin, telefon, internet, tv, transport, aviser/bøger, fritidsaktiviteter og uforudsete udgifter. Beløbet er meget lavt, og det er ikke muligt at dække de nævnte udgifter med så lavt et beløb. Til sammenligning skulle enlige personer ifølge den dagældende gældssaneringsbekendtgørelse have 5.850 kr. om måneden (70.200 kr. om året) for at kunne opretholde en beskeden levefod. |
Sagen anlagt af banken
I 2022 anlagde banken sag mod en nu 73-årig kvinde angående lån, som ikke var tilbagebetalt. Ifølge banken stammede kravet fra i alt seks lån udbetalt i årene 2015-2018. De nye lån blev bevilget, uden at kvinden havde afviklet de eksisterende. Lånene var højtforrentede lån med årlige omkostninger (ÅOP) på mellem 20-37 %.
Ifølge Forbrugerombudsmandens beregninger havde kvinden i hele perioden et rådighedsbeløb, som var betydeligt under det rådighedsbeløb, der normalt anses for nødvendigt for at opretholde en beskeden levefod. Formentlig var der ligefrem tale om et negativt rådighedsbeløb, når også udgifter til bolig mv. blev fratrukket. Nedenfor ses Forbrugerombudsmandens beregninger af forbrugerens indtægter og gældsudgifter i 2016, som var det år i perioden, hvor rådighedsbeløbet ifølge beregningerne var størst.
Beregningerne viste, at kvinden havde et månedligt rådighedsbeløb på 1.241,64 kr. til betaling af blandt andet boligudgifter, mad og drikke. Til sammenligning skulle enlige personer ifølge den dagældende gældssaneringsbekendtgørelse have 6.020 kr. efter betaling af blandt andet boligudgifter for at kunne opretholde en beskeden levefod.
Kvindens økonomi var derfor ikke egnet til yderligere gældsætning. Særligt ikke til højtforrentede lån med en ÅOP på mellem 20-37 %. En kreditværdighedsvurdering, der havde inddraget forbrugerens basale skatteoplysninger, ville efter Forbrugerombudsmandens opfattelse have vist dette.
Forbrugerombudsmandens beregninger
Indtægter og gæld mv. pr. 31. december 2016 (iht. årsopgørelsen for 2016): |
|
|
Pensioner, dagpenge, stipendier mv. |
144.052,00 |
kr. |
Renteudgifter, pengeinstitutter |
-35.895,00 |
kr. |
Renteudgifter, anden gæld |
-493,00 |
kr. |
Beregnet skat |
-24.836,58 |
kr. |
Afdrag på gæld* (-339.639 kr./5 år) |
-67.927,80 |
kr. |
Herefter tilbage årligt** |
14.899,62 |
kr. |
Herefter tilbage månedligt** (14.899,62 kr./12 mdr.) |
1.241,64 |
kr. |
|
|
|
*Det fremgik af årsopgørelsen for 2016, at forbrugeren havde en gæld på i alt 339.639 kr., og at ingen del af gælden var realkreditlån. Forbrugerombudsmanden havde i sine beregninger derfor indlagt en forudsætning om, at hele gælden på 339.639 kr. var et almindeligt banklån med en løbetid på 5 år. **Dette beløb skal navnlig dække: Husleje/boligudgifter, mad, drikke, tøj, sko, frisør, evt. medicin, telefon, internet, tv, transport, aviser/bøger, fritidsaktiviteter og uforudsete udgifter. Beløbet er meget lavt, og det er ikke muligt at dække de nævnte udgifter med så lavt et beløb. Til sammenligning skulle enlige personer ifølge den dagældende gældssaneringsbekendtgørelse have 6.020 kr. om måneden (72.240 kr. om året) for at kunne opretholde en beskeden levefod. |
Vejledende satser for en beskeden levefod
Det er individuelt, hvor stort et rådighedsbeløb en person eller en familie har brug for. I de to sager havde Forbrugerombudsmanden anvendt de fastsatte satser for rådighedsbeløb i gældssaneringsbekendtgørelsen som et pejlemærke for, om forbrugernes rådighedsbeløb kunne anses for tilstrækkelige.
Gældssaneringsbekendtgørelsen fastlægger et rådighedsbeløb efter betaling af blandt andet boligudgifter afhængigt af antal voksne og børn i husstanden. Satserne i bekendtgørelsen opdateres årligt og udgør for enlige 7.530 kr. pr. måned i 2025. Størrelsen af beløbet er fastlagt ud fra, hvad der faktisk er nødvendigt for at opretholde en beskeden levefod.
Lignende satser for en beskeden levefod kan findes andre steder end i gældssaneringsbekendtgørelsen, se f.eks. forskningsrapporterne Om grænsen for relativ fattigdom, Danmarks Statistik (2021), Minimumsbudget for forbrugsudgifter – hvad er det mindste, man kan leve for?, Jens Bonke og Anders Eiler Wiese Christensen, Rockwool Fondens Forskningsenhed (2016), Hvad koster det at leve – et referencebudget og minimumsbudget for familier, Finn Kenneth Hansen, Henning Hansen og Malte Moll Wingender, udgivet af Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) (2015), og Forbrugerstyrelsens familiebudget – et standardbudget for danske husstande, Forbrugerstyrelsen, udarbejdet af Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) (1993).
For så vidt angår en nærmere beskrivelse af pligten til at vurdere låneansøgeres kreditværdighed henvises til Forbrugerombudsmandens årsberetning 2020/2021, s. 12 ff.