Forhåndsbesked om ophør af betalingsadviseringer

Forbrugerombudsmanden har vurderet, at en televirksomhed alene kan ophøre med at sende betalingsadviseringer til sine kunder, når der er tale om opkrævninger af faste beløb, på et fast tidspunkt, til televirksomheden selv. Opkræves pengene på vegne af tredjemand, eller sker betalingen via et sim-kort, skal der altid sendes en advisering.

En televirksomhed sendte betalingsadviseringer til sine abonnementskunder otte dage inden, pengene blev trukket på kundernes betalingsinstrumenter. Televirksomheden ønskede at ophøre med at sende betalingsadviseringer ud.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at televirksomheden alene kunne undlade at sende betalingsadviseringer til forbrugerne, når televirksomheden selv var betalingsmodtageren, og opkrævningen bestod af et fast aftalt beløb på et forud fastsat tidspunkt. Dette følger af Forbrugerombudsmandens retningslinjer om betalingsmodtageres håndtering af betalinger ved fjernsalg, afsnit 5.2, hvoraf det bl.a. fremgår, at kravet om varsling kan undlades, hvis betalingsmodtageren kun trækker et fast aftalt beløb på et forud fastsat tidspunkt, fx sidste hverdag i måneden. Det var dog en forudsætning, at betalingen ikke blev foretaget med penge eller værdier registreret på forbrugerens sim-kort som nærmere beskrevet nedenfor.

Opkrævede televirksomheden ligeledes lejlighedsvise tillægsopkrævninger via de tilbagevendende faste betalinger, ville disse specifikke faste betalinger inkl. tillægsopkrævningen kræve en betalingsadvisering på et varigt medium, idet der ikke længere ville være tale om faste tilbagevendende betalinger.

Opkrævede televirksomheden beløb på vegne af andre virksomheder i sin egenskab af udbyder af betalingstransaktioner via telekommunikationsudstyr, skulle forbrugeren (betaleren) altid adviseres snarest muligt efter modtagelsen af betalingsordren på et varigt medium. Dette følger af betalingslovens § 1, stk. 5, jf. § 77, stk. 1, nr. 1 og 2.

Det samme gjorde sig gældende, hvis betalingen blev foretaget med penge eller værdier registreret på forbrugerens (betalerens) sim-kort, idet der i så fald ville være tale om betaling med en ikkevederlagsfri elektronisk tjeneste, der ligeledes altid krævede advisering snarest muligt på et varigt medium. Dette følger også af betalingslovens § 1, stk. 5, jf. § 77, stk. 1, nr. 1 og 2.

Idet ovennævnte adviseringer skulle ske/meddeles på et varigt medium, ville det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke være tilstrækkeligt, hvis adviseringen alene blev sendt til forbrugeren via en indbakke på virksomhedens egen hjemmeside.

Afslutningsvis bemærkede Forbrugerombudsmanden, at en afgiftspligtig virksomhed var forpligtet til at udstede en faktura til sin kunder for enhver leverance af en momspligtig tjenesteydelse. Dette følger momslovens § 52 a., der er underlagt Skattestyrelsens tilsyn.