Leasingvirksomheder orienteret om definitionen af forbrugeraftaler samt rækkevidden af forbrugerbegrebet

Forbrugerombudsmanden blev i flere henvendelser fra frivillige foreninger orienteret om en række leasingaftaler, som foreningerne mente var urimelige. Via leasingaftalerne havde foreningerne leaset hhv. sodavandsmaskiner og mobilladestandere af leasingvirksomhederne, som blev stillet til rådighed af eksterne leverandører, som leasingvirksomhederne samarbejdede med. Foreningerne oplyste, at de, under henvisning til forbrugeraftalelovens regler, havde forsøgt at opsige leasingaftalen, men at leasingselskaberne afviste foreningernes anmodninger herom.

Forbrugerombudsmanden fandt derfor anledning til at orientere leasingvirksomhederne om definitionen af forbrugeraftaler samt rækkevidden af forbrugerbegrebet.

En forbrugeraftale er en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part hovedsagelig handler uden for sit erhverv, jf. forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1.

Forbrugere er oftest fysiske personer, men juridiske personer (fx en forening) kan efter omstændighederne også anses som forbruger. Dette fremgår blandt andet af markedsføringslovens § 1 a, hvorefter en juridisk person, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv, sidestilles med en forbruger. Af lovbemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at det altid vil bero på en konkret vurdering, hvor der blandt andet lægges vægt på den juridiske person størrelse, indtægter, formål og aktiviteter

Afgørelser fra danske domstole har i flere tilfælde slået fast, at frivillige foreninger samt sports- og fritidsklubber kan anses som forbrugere i aftaleforhold.

Hvis der foreligger en forbrugeraftale, gælder der blandt andet særlige oplysningspligter, maksimal bindingsperiode, fortrydelsesret ved fjernsalg samt skærpede regler om urimelige aftalevilkår.

I retspraksis er der blandt andet eksempler på, at idrætsforeninger og andelsboligforeninger i konkrete aftaleforhold er blevet anset som forbrugere.