Oprettet
Sagsnummer
24/05231
Lovgivning
- Betalingsloven - gældende
- 81
Madmarked vedtager bøde på 40.000 kr. for overtrædelse af kontantreglen
Et madmarked havde en ordning, hvor forbrugerne blev afvist i at betale med kontanter i madmarkedets enkelte boder, idet kunder som ønskede at betale med kontanter, skulle veksle kontanter til et kort i madmarkedets barer, som herefter kunne bruges som betalingsmiddel hos de enkelte boder. Forbrugerombudsmanden politianmeldte madmarkedet for overtrædelse af kontantreglen.
Forbrugerombudsmanden modtog to klager over, at et madmarked havde en ordning, hvor kontantkunder ikke kunne betale med kontanter i de enkelte madboder, selv om disse tog imod betaling med andre betalingsmidler. Forbrugerombudsmanden tog sagen op over for madmarkedet.
Madmarkedet oplyste til Forbrugerombudsmanden, at det havde indført en ordning, hvor de enkelte madboder, som lejede sig ind, ikke kunne tage imod kontant betaling. Kunder, som ønskede at betale med kontanter skulle veksle disse i madmarkedets bar til et kort, som herefter kunne bruges som betalingsmiddel hos de enkelte madboder. Madmarkedet ejede betalingsudstyret, som blev anvendt af madboderne, men betaling med betalingskort eller mobilbetaling skete direkte til madboden.
Betalingsmodtagere skal som udgangspunkt tage imod betaling med kontanter, hvis de tager imod andre betalingsinstrumenter omfattet af betalingsloven, jf. betalingslovens § 81, stk. 1. Det fremgår af forarbejderne til kontantreglen, at bestemmelsen blandt andet har til formål at hindre diskrimination af kontantkunder.
Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at madmarkedet og de enkelte madboder var forpligtet til at tage imod betaling med kontanter, jf. betalingslovens § 81, stk. 1, idet madmarkedets barer og de enkelte boder tog imod betaling med betalingskort og mobilbetaling.
Det var på denne baggrund Forbrugerombudsmandens vurdering, at madmarkedet havde handlet i strid med kontantreglen ved at have indrettet et betalingssystem på en sådan måde, at de enkelte madboder ikke kunne tage imod betaling med kontanter, og derved overtrådte forpligtelsen til at tage imod kontanter, idet kontantkunder skulle købe et kort i baren, som kunne bruges i madboderne.
Efter den første klage orienterede Forbrugerombudsmanden madmarkedet om kontantreglen, og madmarkedet stoppede sin ordning med at kunder skulle veksle deres kontanter til et kort. Madmarkedet indførte herefter en ny ordning, som dog fortsat indebar, at de enkelte madboder ikke kunne tage imod betaling med kontanter. Ved denne ordning skulle den enkelte madbod ringe på en klokke, hvorefter en ansat fra madmarkedets barer kom ned til madboden for at tage imod kontanterne, og herefter gennemføre en transaktion fra baren til madboden. Dette var efter Forbrugerombudsmandens vurdering fortsat en overtrædelse af kontantreglen. Forbrugerombudsmanden lagde blandt andet vægt på, at det er i strid med kontantreglens formål at diskriminere kontantkunder, hvilket fremgår udtrykkeligt at lovens forarbejder.
I slutningen af 2023 politianmeldte Forbrugerombudsmanden madmarkedet for begge forhold, da det var vurderingen, at begge ordninger udgjorde en overtrædelse af kontantreglen. Forbrugerombudsmanden opfordrede efterfølgende anklagemyndigheden til at opgive påtalen vedrørende den seneste ordning, idet nye oplysninger om ordningen medførte, at den foreliggende dokumentation for overtrædelsen blev vurderet utilstrækkelig til domfældelse. Anklagemyndigheden efterkom opfordringen.
Madmarkedet vedtog en bøde på 40.000 kr. for den ordning, som indebar, at kontantkunder skulle veksle deres kontanter til en kort oppe i madmarkedets bar, hvorefter dette kort kunne bruges som betalingsmiddel i de enkelte boder.