Televirksomhed kunne lade forbrugernes betalingsserviceaftaler indgå i koncernintern fusion af to helejede datterselskaber

En televirksomhed planlagde en koncernintern fusion af to helejede datterselskaber, som begge udbød abonnementstjenester. I forbindelse med fusionen ønskede virksomheden at det fortsættende selskab skulle overtage det ophørende selskabs forbrugeraftaler og dertilhørende betalingsserviceaftaler.

Virksomheden oplyste, at fusionen ikke ville medføre nogen ændringer eller forringelser i forbrugernes aftaleforhold, idet både ydelser, vilkår og priser ville forblive de samme. Forbrugerne ville desuden blive informeret om overdragelsen i god tid forud for fusionens gennemførelse og på en tilstrækkelig klar og tydelig måde, således at de kunne tage stilling til, om de ville tillade det fortsættende selskab at fortsætte betalingstræk eller i stedet vælge en anden betalingsform.

Det følger af betalingslovens § 82, at betalere skal give samtykke til gennemførelse af betalingstransaktioner. Det gælder både til enkeltstående og løbende betalingstransaktioner.

En betalingsmodtager må derfor kun foretage løbende træk på betalerens konto, hvis betaleren har givet samtykke til, at den pågældende betalingsmodtager iværksætter betalingstransaktioner. Det er dette samtykke, som udgør selve betalingsaftalen, og betalingsaftalen er således konkretiseret til det beløb og den betalingsmodtager, som betaleren har givet sit samtykke til. 

For forbrugere såvel som for erhvervsdrivende er det en grundlæggende forudsætning for at have kontrol med egen formue og egne midler, at man har kontrol over, hvem der har adgang til at foretage hævninger på ens konto.

En betalingsaftale udgør en separat aftale og er ikke omfattet af den underliggende aftale om levering af en vare eller tjenesteydelse mod betaling. En betalingsaftale angår retten til at iværksætte betalinger til debitering direkte på debitors betalingskonto, og denne ret kan som udgangspunkt ikke overdrages uden et nyt samtykke, idet forbrugeren med sit oprindelige samtykke kun har givet samtykke til, at en helt bestemt betalingsmodtager får denne meget vidtgående adgang, som indebærer, at forbrugeren i større eller mindre omfang afgiver kontrol over egne midler (bankkonto). Forbrugerens samtykke kan derfor ikke overdrages til tredjemand på samme måde som en almindelig retskraftig fordring kan i form af et kreditorskifte.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at lovgiver med reguleringen i betalingsloven har varetaget et tungtvejende hensyn til at beskytte forbrugere og andre betalere mod ensidige udvidelser eller overdragelser af betalingsaftaler. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er det også baggrunden for, at kreditorskifte i betalingsaftaler kræver nyt samtykke fra betaleren. Dette samtykke kan ikke gives stiltiende eller passivt.

I denne sag var der imidlertid tale om en koncernintern fusion mellem to helejede søsterselskaber, hvor samtlige aktiver og passiver overdrages, og det fortsættende selskab fuldstændigt indtræder i alle rettigheder og forpligtelser i henhold til selskabslovens regler om universalsuccession.

For at sikre forbrugernes kontrol over, hvem der har adgang til at foretage hævninger på deres konto, er det Forbrugerombudsmandens vurdering, at det er en forudsætning for, at forbrugernes betalingsserviceaftalerne kan indgå i fusionen, at forbrugerne orienteres på en tilstrækkelig klar og tydelig måde, således at forbrugerne kan tage stilling til, hvorvidt forbrugeren vil tillade denne nye betalingsmodtager at iværksætte betalinger på forbrugerens konto, eller om forbrugeren vil tilbagekalde sit samtykke, og i denne forbindelse vælge en anden betalingsform.

På denne baggrund vurderede Forbrugerombudsmanden, at betalingsserviceaftalerne kunne indgå i fusionen, således at det fortsættende selskab kunne overtage retten til at trække betalingerne på forbrugernes betalingskonto, ligesom det fortsættende selskab overtog forpligtelsen til at levere de aftalte ydelser til forbrugerne.

Forbrugerombudsmanden lagde i vurderingen vægt på:

• at der var tale om en koncernintern fusion,
• at fusionen var mellem to søsterselskaber, som begge var 100 % ejet af det samme moderselskab,
• at fusionen var omfattet af selskabsloven, hvor princippet om universalsuccession finder anvendelse,
• at fusionen ikke ville medføre nogen ændringer for forbrugerne, idet både ydelsen, vilkårene og prisen forblev de samme,
• at forbrugerne ville blive orienteret individuelt om fusionen ved orienteringsbreve.