Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
FO-15/05441
Lovgivning
- 102 106
- 15
Forhåndsbesked vedr. krav om tilbagebetaling af sim-korts restværdi
En erhvervsdrivende ville sælge sim-kort til brug for konkrete rejsemål. Da sim-kortet udgjorde et betalingssurrogat, var den erhvervsdrivende forpligtet til at tilbagebetale en eventuel restværdi i op til et år efter sim-kortets udløb. Gebyr for udstedelse af sim-kortet måtte desuden ikke være urimeligt stort.
En erhvervsdrivende ville i samarbejde med et rejseselskab sælge sim-kort med telefoni og data til brug for konkrete rejser. Ved rejsens afslutning ville den erhvervsdrivende lukke for sim-kortet, uanset om sim-kortets værdi var anvendt. Alternativt påtænkte den erhvervsdrivende at lukke sim-kortet efter et år. Den erhvervsdrivende ønskede Forbrugerom-budsmandens vurdering af, om der er/ville være en forpligtelse til at tilbagebetale en eventuel restværdi på sim-kortet. Forbrugerombudsmanden fandt, at det beskrevne koncept udgjorde et forudbetalt betalingssurrogat i henhold til betalingstjenestelovens § 102, stk. 2, jf. § 102, stk. 1, nr. 3, da sim-kortet udgjorde en forudbetalt elektronisk registreret fordring, som kunne indfries på kundens foranledning. Det betød, at kunder inden udløb af sim-kortet og i op til et år efter udløb kunne anmode om tilbagebetaling af restværdien på sim-kortet, jf. betalingstjenesteloven, jf. § 106, stk. 1, jf. § 39 s, stk. 2. Hvis den erhvervsdrivende ikke fastsatte en gyldighedsperiode for sim-kortet, gjaldt indløsningsretten til enhver tid. Da der i sim-kortets pris på 500 kr. indgik et oprettelsesgebyr på 150 kr., bemærkede Forbrugerombudsmanden desuden, at det skal være klart for forbrugeren, hvad gebyret omfatter. Oprettelsesgebyret må i øvrigt ikke være urimeligt stort, sammenholdt med de faktiske omkostninger, der er forbundet med oprettelsen.